Flere billeder fra Indien
December 2004-Januar 2005

Mens jeg sad ved vejen og spiste et par appelsiner, var der pludselig et rigtig indisk motiv. Busserne er rigt udsmykkede, og det er let at rejse rundt i landet.
Fodringstid for kamelen på min ørken safari. Og her tilbereder kameldriveren chapati brød til vores frokost. De skal helst lige ind i gløderne for at bule ud. 
Det er ofte svært at se det, men der bliver faktisk fejet gade hver morgen. Bemærk den åbne rendesten, hvilket er standard i de fleste indiske byer. Inderne er ret hæmningsløse, og i en trængende stund sætter de sig ved rendestenen og løfter op i kjortlen. Det er dog altid mænd og drenge, man ser.
I markedsområdet i en millionby er der naturligvis også behov for at mændene kan lette sig. Kvinderne må åbenbart holde sig eller have deres mere diskrete steder. Alle vegne går der hellige køer og æder affald. Kokagerne er ikke noget problem, for de samles flittigt op for at blive tørret og anvendt som brændsel eller byggemateriale.
Et af de fine toiletter på mine hoteller. Bad foregår ved at man får en spand varmt vand og et potmål. Så pøser man vand på sig, sæber sig ind, og pøser igen. Det virker fint. Der er virkelig mange fascinerende ansigter i Indien, og det lader til at mange - trods fattigdom og uhumskheder - bliver meget gamle.
Jeg blev lokket ind i denne baggård af en voldsom larm. Det viste sig at være et lille tempel, hvor menigheden (3 personer) foretog morgenens forspil inden tilbedelsen af Vishnu. Mange templer tilbyder hver dag de fattige et måltid mad. Man kan så give et beløb til manden til højre, og her er det for en gangs skyld ærlige mennesker, hvor man får en kvittering i form af en kupon med det donerede beløb.
Den voldsomme ringen med klokken i loftet (billedet ovenfor) blev akkompagneret af trommeslageren her. Men nok mere ægte end i de store turistfyldte templer. En guru sidder her på trappeopsatsen til et tempel og mediterer - medens øjnene sender et blik til de forbipasserende om at give en skilling.
I byen Udaipur lever man stadig højt på James Bond filmen Octopussy. Det hvide hotel, hvor James forførte damerne, lå dengang i en stor sø, men efter 8 år uden megen regn er den nu næsten udtørret. Og her er "flodlejet", der fører ned til den næsten udtørrede sø - nu cricketbane for drengene og græsmark for de hellige køer.
Medpassager på en af de lange togrejser. Om morgenen svøbte han det 8 m lange og 1½ m brede tynde stof til den flotte turban! Man møder mange spændende mennesker på sådan en lang togrejse. Desværre kunne ham her overhovedet ingen engelsk.
Der er mange tiggere i Indien - og der bruges mange metoder på at samle penge ind. Desværre er der mange børn, der tvinges til eller af sig selv går rundt og tigger. En butik i Indien er ofte bare en meter langs vejen - her med krydderier. Mod forventning var maden dog ikke særlig krydret.
Der er en plastpressenning over denne smedje, og det er faktisk både familiens værksted og hjem. Bemærk konen der drejer cykelhjulet for at give luft til blæsebælgen. Nogle mennesker malker de slatne yvere på de hellige køer og laver en forretning ud af det - her leveres frisk mælk til morgenteen.
En naan wallah, bageren af det uundværlige og lækre brød, der som en pandekage smækkes op indvendigt på den varme lerovn. Mit største problem, at vælge blandt de mange farverige stoffer til pigerne derhjemme.
Mit fotoalbum med billeder af familien og huset derhjemme vakte stor interesse. En fin måde at komme rundt i byen på - trafikken er alligevel så tæt, at biler sjældent kommer hurtigere frem.
Jodhpur, byen hvor jeg så maharajaen, er kendt som den blå by. Her udsigt fra maharajaens gamle fort. Et gadebillede helt uden motorkøretøjer. Jeg anvendte altid cykelrickshaws, når der var mulighed for det.
Omkring bålet 1. juledags aften, ved Bikaner. En smuk - og kølig - solopgang 2. juledags morgen.

Se også flere billeder fra Pakistan.