Tidlig forårstur til Fur, 26.-27. marts 2004
Det tog kun et par minutter for færgen Sleipner at sejle over Fursund - her indløb til havnen i Stenøre. Fur er kendt for sit moler, som for 50 mill. år siden blev dannet af havets plankton.
Moler er på Fur blevet brudt siden 1919 og eksporteres til det meste af verden. Selv et sådant menneskeskabt landskab kan være af stor skønhed.
Motiv fra de gamle molergrave dagen efter, hvor vejret var skiftet fra sol til let regn. Nordkysten har mange stejle skrænter, som langsomt ædes af havet.
Thorkild får en kop varmende kaffe i den friske og kølige forårssol. Mågerne nyder også udsigten.
"Den røde sten" består af sand og grus, der er kittet sammen af jernforbindelser, der er trukket ud af moleret. Trods det fine vejr var der ikke mange besøgende på øen.
Vi kunne tage øens eneste shelter i brug til overnatning - med havudsigt og fin bålplads. Gang i bålet og optænding i Trangia'en til første ret (tomatsuppe)
De sidste eftermiddags solstråler kunne lige nå ned til bålpladsen. Thorkild udviste igen fine evner som kok - og der manglede slet ikke salt i maden.
Jeg smider lige en ekstra stamme på bålet - temperaturen i skyggen er nu på omkring frysepunktet. I den stjerneklare og kolde nat krøb vi tidligt i soveposerne, som sammen med lommelærken hurtigt gav varme i kroppen.