Riga

Billeder fra Riga fra mit første besøg i 1991, kort efter selvstændigheden.

Aalborg har helt tilbage til Sovjetunion-tiden været venskabsby med Riga. Nu var muren faldet, og selvom resterne af USSR panisk forsøgte at holde sammen på vasalstaterne, så brød de efterhånden fri. Det gjaldt ikke mindst de baltiske lande, som havde følt sig meget undertrykt de seneste 50 år. I 1990 havde Letland erklæret sig selvstændigt og med den danske udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen i spidsen, var landet efterhånden blevet anerkendt.

profile
Der var stadig skudhuller i muren foran parlamentet, som kommunisterne havde forsøgt at indtage.

Dog ikke af det fallerede Sovjetunion, og der var derfor brug for aktiviteter, der kunne stadfæste Letlands uafhængighed. Én af disse var, at med den tidligere konservative forsvarsminister Knud Østergaard i spidsen, blev der arrangeret en delegationsrejse fra Aalborg til venskabsbyen Riga. Det var en både politisk og kommerciel delegation, og som gammel kending af østlandene blev jeg opfordret til at deltage for Teknord - og dermed repræsentere et stort antal nordjyske virksomheder. Rejsen fandt sted den 13. november 1991.

Det blev en spændende oplevelse, som kom til at præge de følgende 6 år.

Med Knud Østergaards gode forbindelser fik vi en VIP rundvisning af bilmuseet med bl.a. Stalins bil og vi var til reception, hvor lettiske specialiteter incl. den potente Balzam blev introduceret. Jeg sad ved siden af Østergaard og den lettiske vært, og vi blev enige om, at Balzam nok var bedst, når den blev kraftigt tyndet op med vodka.

Der var også arrangeret møder mellem de danske deltager og potentielle lettiske partnere. Man havde cirkuleret lister med de danske kompetencer, hvor lettiske forretningsfolk og embedsmænd kunne skrive sig på ved de relevante personer. Jeg repræsenterede jo en del forskellige områder og havde samtaler med forskellige fabrikker. De var helt uforstående da jeg spurgte på prisen på de produkter, de gerne ville sælge. De var jo vant til at få alt dikteret fra Moskva: Der kom råvarer ind i den ene ende af fabrikken, som skulle forarbejdes til et vist antal varer, der så blev afhentet i den anden ende. Det var altså ikke forbrugerne og behovet, der bestemte produktionen, men nogle embedsmænd i Moskva. Ikke noget at sige til, at der i Sovjetunionen var konstant mangel på mange ting - og ofte var de ting, der nåede frem til butikkerne i dårlig kvalitet og ikke lige det, folk havde brug for. Der kunne f.eks. komme en ladning sko, som alle var sorte og i størrelse 45.

profile
Yderst til højre ses Zigfrieds Bruvers - her på et billede fra 1992, hvor også hans kollega Janis Prols, hans niece Anna samt vor rådgiver Benny Stæregaard fra Rambøll er med.

Nå, men det væsentlige af mine møder viste sig at være med en repræsentant for det lettiske miljøministerium. Han fortalte forbavsende historier om den sovjetiske udgave af et godt miljø. Der var ganske vist mange regler, der skulle overholdes, men hvis der fra en fabrik kom for meget urenset spildevand, så prøver fra det nærliggende vandløb lå over grænseværdien, ja, så lukkede man bare op for hanen med rent drikkevand. Når så spildevandet var tilstrækkeligt fortyndet, tog man en ny prøve.

Der var hele dagen en lang kø af ventende kontakter, så jeg aftalte med miljø-manden at vi måske kunne mødes igen næste dag i ministeriet. Her kom jeg så et skridt højere i hierakiet og fik et møde med Zigfrieds Bruvers, som var afdelingsleder. Besøget i ministeriet var i sig selv en farce. Masser af kontorer, de fleste med tomme skriveborde og en par medarbejdere, der ikke havde noget at lave. Jeg havde en god snak med Ziegfrieds og vi var sammen ude at spise. Under indflydelse af god mad og drikke, hvorunder vodka spiller en stor rolle, blev vi enige om, at vi måtte gøre noget ved forureningen. Faktisk lovede vi hinanden, at når vi havde fået renset spildevandet, der løb ud i den nationale flod, Gauja, så ville vi tage på en kanotur på selvsamme flod sammen.

Jeg havde ingen plan for, hvordan det ville blive muligt, og letterne havde absolut ingen penge - men det var da en spændende udfordring.

Tilbage i Danmark kontaktede jeg forskellige lokale firmaer, og det endte med, at vi etablere gruppen Danplan med det formål at etablere nogle rensningsanlæg og flisfyringsanlæg i Letland. Se Danplan for det videre forløb.