Ethiopien

Et spændende land med en helt anden og egen kultur end både det sorte Afrika og de arabiske lande.

Besøg 25. januar 1979

Jeg fandt et brev til Benthe skrevet på Addis Abeba Hilton brevpapir fra den dag jeg ankom:
"Stod op kl. 04.30 og kørte med taxa fra Taiz til Hodeidah Her nåede jeg to kundebesøg inden afgang kl. 10.30.
Jeg fløj i en Dakota - en udgave af DC3 fra 1935, men beregnet til fragt. Vi mellemlandede i Djibouti, hvor jeg ventede i 3 timer på en træbænk. Da vi fløj ind over Ethiopien, var der en flot udsigt af et grønt og frugtbart land. Jeg fik 1 fl. whisky tilbageholdt i tolden (men den anden flaske slap igennem). Blev afhentet af en bus fra Hilton Hotel. Her fik jeg for første gang i flere dage ordentlig mad, bl.a. en sølvtallerken frugt og grønt inden hovedretten for at skærpe appetitten. Derefter pebersuppe, kalvesteg og is samt lokal rødvin. Og en overtjener der spurgte, om alt var i oden. Det oplever man ellers aldrig i de mere primitive arabiske lande. Det samme gælder badeværelset, der her ikke lugter og hvor der er både koldt og varmt vand. Fra værelset er der udsigt over swimmingpoolen med varmt vand fra underjordiske kilder. Der er radio på værelset, hvor jeg bl.a. kan høre tyske udsendelser. I avisen er der resultat af en håndboldturnering i København, som jeg så inden afrejsen. "

Etiopiens historie strækker sig fra de ældste tider, fra menneskehedens oprindelse, for millioner af år tilbage. Haile Selassie var konge fra 1928 til 1930 og til sidst landets kejser fra 1930 til 1974. Han spiller en stor rolle i moderne etiopisk historie. Han er medlem af det Salomoniske dynasti, der kan føre sit stamtræ tilbage til Etiopiens første kejser, Kejser Menelik I. Haile Selassie besøgte Danmark ved et statsbesøg i 1954, hvor han blev taget imod af kong Frederik IX.

profile
Mengistu Haile Mariam

I Rastafari bevægelsen spiller Haile Selassie også en særlig rolle. Bevægelsen, der er estimeret til at have mellem 700.000 og en million medlemmer, anser nemlig Selassie som værende den genopstående messias. Bevægelsen, som startede i Jamaica i 1930'erne, anser Haile Selassie som den der skal lede følgerne ind i en ny gylden alder af fred, retfærdighed og velstand. Den ikoniske Bob Marley er del af denne bevægelse. Selassie selv var etiopisk ortodoks kristen gennem hele sit liv.

En hungersnød i Etiopien i 1973 førte til, at Selassies blev væltet af tronen. Han døde ved kvælning den 27. august 1975 som 83-årig efter et statskup. Her tog en general fra hæren, Mengistu Haile Mariam, magten og dekreterede et socialistisk marxistisk styre. Det så jeg også nede i byen, hvor en stor plads var omdøbt til Revolutions Pladsen med store portrætter af Marx, Engels og Lenin. Da jeg kiggede efter i telefonbogen på hotellet, fandt jeg Mengistus nummer og hans private adresse - de havde nok ikke nået at få ind under hemmelige numre.

profile
Injera fad

En spændende ting ved Ethiopien er også maden. Der er italienske restauranter med pizza og pasta - og så naturligvis den ethiopiske specialitet, injera. Det er en slags svampet pandekage med en noget speciel smag, som man nok skal vende sig til. Den kommer ind på et meget stort fad, og oven på injeraen ligger så en lang række småretter. Ideen er, at man rykker stykker af injeraen, som man bruger til med fingrene at samle maden op og stoppe det hele i munden. Til sidst er både injera og tilbehøret spist.

Mere end halvdelen af befolkningen er kristne i en ældgammel ortodoks sekt. Jeg købte et typisk ikon og desuden nogle af de flotte tæpper (se billeder nedenfor).

Jeg besøgte vore kværnforhandlere, herunder Seferian, som har boet i landet helt tilbage fra dengang det var en del af Italiensk Østafrika.

Besøg den 26. november 1979
Stadig med Henrik Hougaard med på turen havde vi nogle gode dage i Addis Abeba. Vi besøgte alle vore kunder, herunder dem for Tammerbo, hvilket jo sikrede mig flybilletter til USA i sommer - da Tammerbo tilhører Niels Hougaard privat. Turen fortsatte til Yemen.

Besøg den 18. februar 1983
Sædvanlige runde til mine kværnforhandlere. Salget er for tiden mest kværnsten, fremstillet af de rigtige danske flintesten på Engsko i Randers. Vores kværnsten koster vel ca. 15 gange så meget som de indiske, men de holder åbenbart så meget længere, at de hellere vil købe vores. Herfra videre til Yemen.