Handelsskole

1967 - 1969: Valget faldt på Ålborg Handelsskole - tænk hvilket andet liv, jeg måske havde fået, hvis jeg var taget til Århus eller København...

Mine oprindelige tanker om videreuddannelse gik på, at jeg gerne ville læse på Århus Handelsskole eller på Niels Brock i København (i dag Copenhagen Business School). Jeg havde faktisk allerede indsendt ansøgning om optagelse på Niels Brock. Da jeg så blev kæreste med Benthe, foreslog hun Aalborg, som et sted, hun godt kunne tænke sig at bo.

Det har jo vist sig at være et godt valg, for det var her, jeg lærte at handle stort (hos Erik Emborg), og ligeledes her jeg fik kontakten til LAU, hvilket medførte, at jeg kom til Beirut og Hong Kong.

Halvvejs inde i 2. år fik skolen henvendelser fra forskellige firmaer, der søgte medarbejdere. Jeg blev opfordret til at søge job hos FDB, men inden det blev afklaret, hørte jeg om den ledige stilling hos Emborg. Jeg kan få gåsehud ved tanken om, at jeg let kunne have fået en kariere som dansk brugsmand. Min klassekammerat, Lykkegaard (som jeg en overgang kørte med i skole), fik så jobbet hos FDB.

Men jeg var nu blevet så voksen, at jeg havde forstået vigtigheden af, at jeg måtte læse på lektier, for at lære noget. Tydeligst i tysk, hvor jeg gik fra et G på realskolen til et MG+ på Handelsskolen. Det havde dog også betydning, at vi her havde en myndig lærer, der forlangte, at vi kunne lektierne.

Klasselokale

Aalborg Handelskole

Lund var skoleinspektør

Waarst var lærer

Også Drifts- og Erhvervsøkonomi fandt jeg interessant. Lærerbøgerne var alle skrevet af inspektør på skolen, Jens Lund - der i øvrigt var gift for 2. eller 3. gang med en ung tidligere elev på skolen.

Mine yndlingsfag var dog stadig geografi og historie, hvor jeg i begge fik UG, samt dansk. Jeg skrev bl.a. denn stil, som vores lærer Würtz læste op for klassen. Bagefter spurgte han i dyb alvor, om det virkelig var rigtigt? Det var dog ren fantasi, men med en række elementer fra virkeligheden blandet med nogle ønskedrømme.
Den store gevinst

profile

Investeringer

På Handelsskolen lærte jeg om aktier og obligationer, og allerede i skolen købte jeg min første aktie i det dengang glorværdige firma, Burmeister og Wain - som havde bygget verdens første dampskib. Jeg købte for 100 kr, og de nåede da at stige en del, inden jeg solgte aktierne igen og selskabet i øvrigt endegyldigt gik konkurs i 1996. Det var noget mere omstændigt at handle værdipapirer dengang - og jeg fik i øvrigt også udleveret et flot stykke papir, som bevis på mit ejerskab af en del af selskabet.







Tanden

Ved den afsluttende eksamen i 1969 opstod dog en kedelig situation, idet jeg fik betændelse i en kindtand. Min tandlæge Schmidt, som havde klinik i Algade oven over Salling, borede først tanden ud og lagde noget gift ned i den, som skulle dræbe roden, hvorefter tanden blev lukket igen med en fyldning. Det var ikke behageligt, men alligevel for intet imod de smerter, som jeg fik nogle dage senere: Åbenbart var det den forkerte gift, så i stedet for at dræbe nerven, gik der betændelse i den - og da giften var lukket inde, var det som mit hoved skulle sprænges. Det skete netop under eksamen, og en aften var det så slemt, at jeg for første og eneste gang i mit liv har måttet tilkalde vagtlægen for at få noget smertestillende. Jeg var så på piller nogle dage, indtil Schmidt igen borede tanden ud og lagde noget andet gift ned i den. Den var stadig vanvittig øm, og med smerte og omtumlet af tabletter gik jeg til eksamen - selv i historie fik jeg kun et MG. Da nerven endelig var død, fik jeg så en guldkrone til 375 kr sat på. Denne guldkrone havde jeg indtil 2015, hvor støtte-kindtanden, som i mange år havde forvoldt problemer og var blevet behandlet i Storvorde, Riga, Vermont og South Dakota, måtte rykkes ud - og guldtanden med. Jeg har dog stadig guldkronen som minde om disse smertelige oplevelser.