1961

Lommebogen fra 1961 - hvor jeg netop var blevet 15 år - røber, at dette blev et skelsættende år for mig.

Lommebogen fra 1961 - hvor jeg netop var blevet 15 år - røber, at dette blev et skelsættende år for mig. Som der står anført fredag, den 13. januar 1961: "Et nyt afsnit af mit liv begynder."
Det drejer sig naturligvis om hormoner og dermed om piger.
Denne aften var de tre piger, som jeg længe havde haft et godt øje til - Ingelise, Pysser og Ellen, samt mine venner Verner og Poul Hanghøj - hjemme hos mig, hvor vi fik lidt at drikke.
Jeg husker ikke detaljerne fra denne kolde aften, men her 58 år senere mindes jeg tydeligt åbenbaringen af, hvordan denne underlige tiltrækningskraft ved pigerne pludselig blev til noget lidt mindre diffust: Hvor skønt det var at fjante med dem, liste sig til et kys, konkurrencen om at vinde den udvalgtes gunst.
Notaterne i løbet af året bærer også præg heraf, hvilket bl.a. ses i de dårlige karakterer og mange anmærkninger fra skolen samt de mange og hurtige forelskelser.
Forældrene passede også godt på deres døtre i den periode, for der er masser af sætninger med at Astrid havde stuearrest, jeg måtte ikke ringe til Inger, Elses far havde forbudt hende at se mig osv.
Men her er nogle eksempler fra lommebogen:
21. januar: Jeg var oppe ved Verner og vi drak en hel flaske snaps hver. Jeg var hønefuld. Gik over i byen og fandt nogle piger. Søndag var jeg syg, men kastede ikke op. det gjorde Verner. Mor har ikke opdaget noget.(NB: Lige netop den aften er årsag til, at jeg siden har holdt mig langt væk fra snaps)
2. februar: Vi var i Randers og købe en fløjlsjakke til mig. Den kostede 179 kr. Jeg skal selv betale den. Jeg var ovre ved en pige, der hedder Else. 3.: Jeg var ovre ved Else. Hun var alene hjemme. Der var en pige derovre, som hedder Gurli. Det var en skam. 4.: Jeg elsker Else. Hun er dejlig. Jeg savner hende MEGET.
10. februar: Jeg var omme ved Astrid. Hun kan vist godt lide mig. Jeg var omme ved Else fra kl. 20.30 til kl 22. Hun er dejlig. Hendes far har opdaget det hele. Hun må ikke gå med mig mere. Jeg måtte ikke kysse hende. Hun er dejlig. Hun er sød. Poul H. ringede derop kl. 17. Han kom til at snakke med hendes far. Poul sagde, han hed Søren Padkjær. Han var meget gal (hendes far). Jeg elsker hende.
11. februar: Jeg skrev nogle breve til Else og hendes far. Jeg sender brevet til hendes far. Det er skidegodt. Jeg skal til at skrive med Birgit i Viborg (Elses veninde).
25. februar: Jeg fik brev fra Birgit. Jeg skal derop på søndag. Jeg kørte galt på cyklen. Jeg fik en flyvetur over styret, fordi dynamoen gik ind i hjulet. Poul havde fået en knallert. Den kostede 250 kr.

Der står ikke noget om det i lommebogen, men det står ret klart i min erindring: Birgit havde inviteret mig til afdansningsbal på hendes danseskole. Jeg var heller ikke dengang god til at danse, men jeg havde set i BT, at de havde hjulpet nogle læsere med forskellige ting. Ergo skrev jeg til dem, om de ikke kunne lave en side med dansetrin, jeg kunne lære. Dagen efter ringede en journalist til mig via vores genbo, Carlsens Maskinstation, hvor han tilbød, at de ville give mig et privat dansekursus, hvis de måtte fortælle om det i avisen. Jeg sagde, at jeg skulle snakke med min mor - hvilket jeg naturligvis ikke gjorde - og ringede tilbage dagen efter og måtte takke nej til tilbuddet.
I disse tider, hvor alle udstiller sig i TV og på medierne, er det jo ikke til at forstå. Årsagen var faktisk, at jeg ikke ville indrømme overfor Birgit, at jeg ikke kunne danse. I stedet tog jeg med til opvisningen og gik hjem uden at have danset med hende kl 22.30 (iflg. lommebogen den 4. marts 1961).

11. marts: Jeg havde Astrid, Poul havde Grethe, Jørn havde Rie, Leo havde ingen. Vi sad inde på mit værelse. Jeg kyssede hende mindst 20 gange. Jeg kan godt lide Astrid, men jeg elsker Else. Hun er i Viborg.
17. marts: Pelle fik 13 hvalpe. De er vist ægte nok. Jeg var til skolebal. Det var skægt. Astrid var med mig hjemme til kl. 00.15.
19. marts: Else skal konfirmeres. Jeg gav hende ikke noget. Jeg kan bedst lide Astrid. Fuld program i Danmarksturneringen i fodbold.
29. marts: Jeg skal til Århus i morgen og se AGF-Benfica. Astrid sagde op. Jeg skrev et brev til hende. Jeg er godt tilfreds med at hun sagde op.
3. april: Astrid kom herover. Vi blev gode venner igen. Vi skulle i kino, men der var ikke flere billetter. Vi gik rundt nede i byen. Rie er vist varm på mig.
12. april: Verdens første menneske med en raket rundt om jorden var en russer, Juri Gagarin. Astrid spurgte om jeg ville med til Randers på mandag efter hendes konfirmation.
8. maj: Vi ragte komfuret i køkkenet ned. Vi skal have fjernvarme. Far har købt et gaskomfur.
11. maj: Vi var i Sønderjylland med skolen. Jeg sad med Inger om halsen på turen og kyssede hende 3 gange i en park. Vi var ude ved Dybbøl Mølle.
20. maj: Vi havde fri fra skole. Kl 24 tog jeg til teltbal i Højbjerg. Jeg var fuld. Inger var der ikke. Det var ikke så meget ved. Jette var der. Hun gik rigtig til den. Jeg var hjemme ved 03-tiden. Far og mor sagde, at jeg ikke måtte være fuld.
23. maj: Jeg var nede og spille håndbold. I morgen i skolen siger jeg til Inger, om hun vil med i kino. Hun er dejlig.
24. maj: Jeg fik det ikke sagt til Inger. Jeg er en idiot. Jeg gør det i morgen. Hun var alene hjemme i lørdags. Havde jeg vidst det, så...
30. maj: Vi var med skolen i friluftsbadet kl. 8. Vandet er opvarmet til 19-20gr. Åbningen af badet kommer i fjernsynet på lørdag. Benfica vandt Europacupturneringen med 3-2 over Barcelona. Vi fik et køleskab.
15. juni: Far købte en motorcykel for 150 kr. Jeg var ude at køre på den med Henning R. og jeg var i Ulstrup, Gullev, Hjermind og Sahl. Den går godt. Jeg fik advarsler af forskellige gamle tudser i omegnen. Jeg var i kino og se Angreb ved daggry. Den var helt god. Jeg fik ikke læst ret meget på Historie til eksamen i morgen. (Bem: Men jeg fik rent UG).

Jeg fik lært at drikke øl

Men aldrig at danse

Den nye stjerne

Skoleudflugt

Flittig gæst i Kino

AGF-Benfica

Min knallert

BT

Russiske overskrifter

Karakterbog

2. juli: Egon og jeg cyklede til Grenå, hvor vi skal ligge i telt i en uge. Vi har købt mad for 12 kr. Vi kørte kl 13 og var derude kl. 19. Det var varmt. Tove fik en pige kl. 14.40 hjemme hos os.
4. juli: Der var mindst et skybrud om morgenen. Den ene side af teltet blæste væk og da vi fik den sat op var den pisse utæt. Jeg ringede til far og mor om at hente os. Det gjorde de.
8. juli: Jeg skrev brev til Birgit i Viborg. Vi kan ikke blive enige om hvad Toves pige skal hedde. Jeg synes hun skal hedde Inger. De har gravet helt ind til huset, så vi får nok snart fjernvarme lagt ind. Det bliver dejligt.
24. juli: Jeg var ovre og bade. Vi fik en halv gris. Jeg fik mine skolebøger. De koster 43,02 kr. Jeg fik nye bukser, for jeg skal til København i morgen.
4. august: Jeg fik et ildebefindende i Magasin du Nord. Mor sendte 30 kr. Jeg brugte dem allesammen.
16. august: Jeg skulle ringe ud til fru Sommers hundepension for at få at vide hvornår vi kunne hente Pelle og så sagde hun, at han havde hængt sig i halsbåndet. Så fik vi en anden hund på 2 måneder. Den hedder Janne. Den er sød.
20. august: Jeg fik en knallert. En Stafette. Jeg var i Ans til sommerfest. Jeg var sammen med Ella J. Hun er dejlig. Jeg kyssede hende 2 gange. Jeg elsker hende.
25. august: Jeg vil ikke op til Ella på søndag. Hun er dum. Egons kusine Kirsten kommer herned på søndag. Jeg vil hellere have hende igen.
24. september: Jeg var i Hadsten og spille fodbold. Vi tabte 5-2. Mogens Hald og Kurt Torp lavede vores mål.
30. september: Egon T og jeg købte 14 bajere, som vi delte. Vi var fulde. Vi kastede op. Jeg gjorde det 2 gange. Jeg var alene hjemme.
2. oktober. B1913 skal møde Real Madrid i Odense. Jeg skal derover. Vi købte billetter. De kostede 7 kr per stk. Vi er ved at få køkkenet lavet om. Nyt køkkenbord osv.
9. oktober: Jeg fik brev fra Vibeke i Odense. Hun inviterede mig derover i efterårsferien. Der var også nogle billeder af hende. Hun er sød. (Bem: Jeg havde disse år konstant 3-5 penneveninger rundt om i verden, og det var en kedelig dag, når jeg kom hjem fra skole, hvis der ikke var et brev. Vibeke kom i øvrigt til England i huset og var inde og se The Beatles).
12. oktober: Jeg blev sendt over på kontoret af frk. Vestergaard i dag. Ernst var ikke derovre. Heldigvis!! Mogens H og jeg var i kino og se Jailhouse Rock med Elvis Presley. Den var god.
14. december: Vi var i Randers og købe julegaver. Jeg købte til mor: Piskeris med skål og en sukkerkop. Til Bjarne: Et askebæger til lokummet i hans nye hus. Til Tove: Tre knive. Til Ove: Nogle dyr til hans bondegård. Til Conny: En bidering. Til Ivan og Karen: Et spil Matador.