1967
Mine sidste måneder i Bjerringbro, hvor jeg mødte Benthe
De første tre måneder af året var jeg i London for at tage eksamen på The Danish College of Commerce. Dagen efter jeg var hjemme, begyndte jeg igen på Bjerringbro Korn- og Foderstofforretning.
2. april: Stod op kl 09 og gik til fodbold. Serie V spillede mod Tange og vandt 3-0. Peter Storgård og jeg var bagefter nede at få en øl, og vi mødte der Preben Hørdum. Han vil godt køre til Ålborg, hvor AGF spiller mod AaB. AGF spillede en fin kamp og vandt 4-1. AaB havde det meste af spillet. Om aftenen var jeg ovre og gratulere Mogens, som fylder år i morgen. Så var jeg ude hos Rete, som ikke var hjemme. Hun kom dog kl. 21, og vi kørte så herover, hvor vi var til kl 23. Hun kommer nu sammen med en fra Aidt.
9. april: Kl 10 kørte far og jeg til Udbyhøj og fiske. Først sejlede vi rundt efter ørreder, men uden resultat. Så sejlede Erling og jeg ud efter skrubber og fangede en masse. Undtagen 3 var de dog alt for små. Hjemme kl 18. Relaxede om aftenen.
10. april: Løb en lille tur ud til Gullev Bæk og tilbage om aftenen. Derefter oppe hos Bjarne. Jeg gav hans kone blomster, fordi jeg stadigvæk har hans bil på arbejde.
12. april: Kørte over til Mogens kl. 20, drak et par øl og kørte så på Nørreris i Randers. Jeg var temmelig stivbenet fra fodboldtræning i går, men det forsvandt, da jeg var kommet i gang. Jeg var med én der hed Birgit og skulle have været med hjem på hendes værelse bagefter, men pga en skør repræsentant kom vi op til en anden veninde og fik kaffe og ikke andet. Han var en stor idiot. Jeg kørte hjem kl. 04. Mogens var gået ud med en anden lige før jeg gik, så han måtte tage en taxa hjem. 13. april: Så snart jeg kom hjem fra arbejde og havde spist til aften, lagde jeg mig og faldt i søvn. Vågnede kl 01 og gik i seng.
15. april: Var omme og se fodbold om eftermiddagen, Bjerringbroo-Grenå: 0-1. Om aftenen kørte jeg op til Mogens og ved 21.30-tiden kørte vi på Nørreris. Den første pige, jeg lagde mærke til, havde jeg set før - men hvor?? Det viste sig, at hun havde samme følelse, da jeg bød hende op til dans, og det viste sig så, at jeg havde danset en enkelt gang med hende i onsdags. Hun hedder Inge. Mogens ville også med hende, og jeg havde faktisk opgivet og fået fat i et par andre, da han kom og sagde, at hans chancer var forspildt. I en pause gik vi så ind i go-go, hvor vi efter en række danse med flydende konversation gik ind i baren, hvor hun fik en cognac og jeg en guldøl. Jeg var allerede forelsket i hende til op over begge ører. Hun spurgte mig så, om jeg havde noget imod at hun opsøgte en tidligere ven og sagde ham tak for det halve år, de havde kendt hinanden. Det ville vare 5 minutter. Det var i orden, og hun ledte efter ham. Da hun endelig fandt fyren, stod hun og snakkede med ham i et for mig ulideligt langt tidsrum, og da hun endelig kom tilbage var det for at sige, at han stadig havde noget, som trak, og at hun meget stærkt håbede, at vi sås igen - og så farvel. Jeg blev fuldstændig slået ud og fattede mig ikke resten af aftenen (fra kl 2-4). Mogens var med én fra Vellev, og så kørte vi hjem. Inge kender Inga fra damefrisørskolen. 16. april: Jeg har fået den skøre ide, at fordi Inge bor på samme gade som borgmesteren i Randers, er det hendes far. Får en masse skøre ideer om at komme i forbindelse med hende igen.
1. maj: Skulle have været sammen med Rete, men da jeg så at The Sound of Music gik i Viborg - og Rete ikke var kommet hjem - tog jeg selv derop. Jeg kom til at sidde ved siden af en ret sød pige, og da jeg kom i snak med hende, viste det sig, at hun rejste rundt med et tivoli og de var i Viborg pt. Jeg fulgte hende derud, men ellers intet. Bjarne og Tove havde 5 års bryllupsdag. Gav dem en teflon pande med låg til ca. 70 kr.
5. maj: Var ovre i byen; mødte Estrid inde hos Signe Sørensen. Vi aftalte at køre en tur, og efter at jeg havde været hjemme og klæde om og købe en buket blomster, kørte jeg ud til hende. Vi kom dog ikke ud at køre, men sad og snakkede med hendes mor - og senere med os selv. Kl 24 kørte vi lige ud til Kællinghøl og Estrid kørte hjem. Vi kan ikke være sammen mere i week-enden, men hun kommer igen om 14 dage. Hun kommer halvt om halvt sammen med en fyr fra Randers, som spiller venstre back på 2. divisions holdet. Hun lovede at skrive eller ringe.
27. maj: Ove og jeg var nede at fiske hele eftermiddagen. Vi fangede en aborre hver. Kl. 20.30 kørte jeg over til Mogens, og vi tog så til Viborg- Der var ikke bal, så vi gik ned på Latinerly og fik os en øl. Vi kom "tilfældigt" til at sidde ved siden af to underskønne piger (på 17 år), og vi kørte så sammen til Skive. Der var vi i halvanden time til kl 24; så tog vi hjem. Jeg kørte halvvejen, og satte mig så med min pige om bagi, mens Mogens kørte resten. De to var blevet fulde af 3 øl. Da vi havde fået dem læsset af, gik Mogens og jeg ned på Jernbanehotellet, men der var alt for mange mennesker. Vi kørte så hjem.
11.juni: Var med Rete i biografen i Silkeborg. Spurgte hende, om hun ville med på campingferie på lørdag-søndag. Hun skulle først spørge sin mor. 12. juni: Var oppe hos Verner og Esther og spurgte, om de ville med på campingferie på lørdag. Jeg skulle så evt. have Rete med. 13. juni: Oppe ved Verner og Esther. Jytte henne ved købmanden havde sagt til Esther, at hun gerne ville med på campingtur. Jeg vil hellere have hende med. 15. juni: Var oppe ved Esther og Verner. Esther og jeg kørte over på BKF og ringede til Dorit (tidl. Ulstrup central), og hun ville godt med på turen. Jeg snakkede igen med Jytte, men hun må ikke komme med. Om middagen var jeg omme ved hendes forældre, men der var ikke noget at gøre. 16. juni: Jeg ringede til Anna Benthe fra Gerning over middag, efter jeg havde fået at vide, at Dorit skulle med Poul (han ringede). Benthe ville godt med. Om aftenen var Verner, Esther og jeg oppe ved Benthe, og kravlede ind ad vinduet til hendes værelse og aftalte turen.
17. juni: Om formiddagen gik Verner og jeg og ordnede indkøb, og efter middagsmad kl 13 kørte vi mod Silkeborg, hvor Anna Benthe kom, ligesom vi kørte ind på parkeringspladsen. Der var meget varmt, og vi blev nødt til at holde ind og tage hul på den kasse øl, vi havde med. Desuden 1 fl snaps, og Benthe havde halvanden l rosé vin med. Efter nogle besværlige vendinger kom vi ind på en campingplads, som viste sig at være fin. Efter aftensmad og adskillige øl besøgte vi naboteltet med tyskere, og lidt efter fandt jeg vort telt plus vognen fuld af danskere og tyskere + fru Sørensen. Vi drak, og kl 23 gik vi til bal. Dog kun 10 min pga de fantastisk mange mennesker. Så hjem og få suppe og i seng. Benthe faldt i søvn, men vågnede flere gange, og vi blev enige om, at vi elskede hinanden, og at det måtte blive til noget videre efter denne tur. Faktisk blev jeg overrumplet: Jeg troede hun var dum og kedelig, men hun er intelligent (men et popvrag) og vældig sød.

På week-end tur i Søndervig
18. juni: Vi stod op kl 07 og Benthe og jeg gik ned for at bade. Vandet var temmelig koldt og stranden fyldt med småsten, så vi gik hurtigt hjem igen. Gik og lå hele dagen og kælede og kærtegnede hinanden. Et fantastisk godt vejr. Tog solbad hele eftermiddagen. Kl 19 brød vi op. Esther kunne ikke holde det ud længere pga Verners drikkeri og sin længsel efter datteren Lone. Var hjemme ved Benthe og få en øl. Jeg skal ned til hende i morgen aften.
22. juni: Kl 18.30 var jeg i Silkeborg, og efter en lidt køligere modtagelse end ellers, kørte vi til fodbold, hvor AGF vandt 2-0 over Silkeborg. Vi blev enige om at vi var trætte og gik i seng kl. halv ti. Det synes mig dog, som om hun ikke var så "forelsket" og varm, som de andre dage, men måske er jeg blevet FOR forelsket i hende - og så er den jo sikker: At de bliver trætte af mig ret omgående. Blev der som de foregående gange hele natten. Skal skynde mig hjem om morgenen, så bilen er klar til fars folk, når de skal på arbejde kl. 07.
23. juni: Kl. 18.30 var jeg ovre at hente Benthe på rutebilstationen og kørte hende hjem. Hun havde ikke haft tid til at købe øl, så hun bad mig købe nogle til i aften, hvor vi skal til Mammen. Jeg købte øl og var lige oppe hos Verner, men gik hurtigt for at være hjemme kl 19.30, hvor Benthe ville komme og hente mig. Da jeg var kommet hjem, ringede hun og sagde, at det først var i morgen aften, men at hun ville komme alligevel om en times tid. Jeg ventede så længe og en time yderligere inden hun ringede og undskyldte, at hun endnu ikke var kommet, men ville prøve at være her inden kl 22.30. Ellers ville hun ringe i morgen middag. Hun kom dog ikke, og jeg faldt i søvn af ulykkelig kærlighed.
24. juni: Efter arbejde kl. 12 tog jeg med Hansen hjem og lavede noget likør. Derefter tog han med over til mig og spiste, hvorefter vi kørte til Grenå at fiske. Vi fangede ca. 15 torsk og rødspætter. Var hjemme kl 19. Fint vejr. Jeg ringede til Benthe ved 12-tiden som aftalt, og hun lovede at ringe så snart hun fik lejlighed. Jeg har dog på fornemmelsen, at hende og jeg måske ses endnu en gang, men at det så vil være slut. Er ikke rigtig klar på, hvorfor hun så pludselig har skiftet om. Men måske er det også blot noget, jeg bilder mig ind. Jeg håber så. Faldt i søvn ved fjernsynet kl 20 og vågnede først søndag morgen.
25. juni: Far og jeg var nede at tømme rusen for 7 ål og tog dem med hjem til rengøring. Over middag kørte far, mor, Tove, Ove, Conny og Jørgen og jeg til Lundø, hvor vi var om eftermiddagen ved Limfjorden. Vi kom lige hjem til kl 18, hvor transmissionen af 2. halvleg af landskampen mod Sverige sendtes i fjernsynet. Det blev 1-1. Om aftenen var der for første gang en direkte udsendelse fra mange steder i verden ved hjælp af satelitter, bl.a. fra Japan, Tunis, USA, Danmark og Mexico. Ventede på at Benthe skulle ringe, men blev skuffet. Jeg ville ønske, at jeg ikke var blevet så forelsket i hende.
26. juni: Gik hele dagen på arbejde og tænkte på Benthe og ventede, at hun ville ringe. Jeg ringede til hendes mor Kl 20, fordi jeg troede hun var hjemme, men det var hun ikke. De har besøg af en kvindelig amerikansk slægtning, og jeg tilbød at være tolk, hvis de mangler en. Benthe har rejst rundt med hende hele weekenden, som eneste engelsk-talende i familien. Hun bliver deroppe hele ugen. Kl 20.45 kom jeg i tanker om, at jeg da lige så godt kunne køre til Silkeborg og se om hun var hjemme. Hvad jeg tvivlede på. Men hun var lige kommet ind ad døren, da jeg kom med den flaske likør, som Hansen og jeg lavede i aftes. Det var så den gode, gamle Benthe, og al sorg var glemt. Vi havde det ganske vidunderligt, pjattet, sjovt og kærligt. Benthe får fri onsdag, og de skal så køre rundt med amerikanerinden. Hun ringer, og måske skal jeg så køre hende hjem onsdag aften
29. juni: Jeg var nede at besøge Benthe i Silkeborg. Vi var i biografen og se en dårlig agent film. Jeg havde købt nye hvide gummisko. Hun har købt den nye LP med The Beatles, Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band, som er helt fremragende. Vi hører den hele tiden.
3. juli: Benthe skulle have været i byen til middag med nogle repræsentanter, men gik i stedet til teoriundervisning. Hun har senere fortalt, at det var en repræsentant for Findus, som havde inviteret hende ud, og hun havde sagt ja - men måske på grund af dårlig samvittighed var blevet derfra.
4. juli: Benthe og jeg var i biografen og se Dirch Passer i "Det tossede paradis". Jeg skal til Ålborg at gå i skole i stedet for på Niels Brock. Benthe tager med, så vi håber at få en lejlighed. Jeg spurgte fri på torsdag, så Benthe og jeg kan tage til Ålborg og se på lejlighed.
6. juli: Efter at Benthe havde været på arbejde i en time, hentede jeg hende i Føtex. Vi droppede Ålborg og kørte i stedet til Århus, hvor vi gik rundt og købte lidt. Om eftermiddagen var vi i Friheden og kørte så hjem. Benthe skulle pynte døren i forretningen. Om aftenen var hun til teori. Hendes nabo, Anne Marie, og jeg lavede mad: Grill kylling med brunede kartofler. Da jeg hentede Benthe, kørte vi ind på en pub og fik en øl og raflede.
19. juli: Jeg havde fri, og vi kørte til Ålborg. Hendes bror Peter var med. Vi fandt en lejlighed til 78 kr/måned. Et gammelt hus i baghaven med to etager. Vi ville sige besked senere på dagen, men da vi kom igen, var der ingen hjemme. Var bagefter oppe hos Peter Meyer og spise til aften, hvorefter vi kørte hjem. Benthe og jeg sov oppe hos Bjarne, der er på ferie i Holland. 20. juli: Ringede til Ålborg ang. lejligheden, men den var lejet ud.
22. juli: Om eftermiddagen efter arbejde var Benthe og jeg i Udbyhøj og fiske. Vi fangede 28 torsk. Da vi kom hjem skulle vi have kalkun i Gerning, som jeg havde købt af Palle Hvass for 19 kr. Den smagte ikke for godt.
23. juli: Benthe og jeg var i Ålborg for at se på hus eller lejlighed. Vi var først med en fyr rundt, men der var ikke noget interessant. Så fandt vi en anden ejendomsmægler, som havde et hus i Vejgård til 92.000 kr. Det var vi nede at se på, og det var lige vores drømmehus. Mine forældre og svigerforældre skal lige med op at se det i morgen, inden vi køber det. 24. juli: Vi var oppe at se på huset og fik det handlet ned til 90.000 kr.
5. august: Var på arbejde på BKF for sidste gang. Hævede 13.000 kr til udbetaling på huset på min konto deroppe. Havde lånt Kajs campingvogn, så vi kunne holde ferie nordpå. Kl 15 kom Benthe fra Silkeborg, og efter at have pakket det hele ned i campingvognen, kørte vi til Frederikshavn. På vejen var vi dog lige inde hos hendes forældre og få en check på et lån til de resterende 7.000 kr til udbetalingen.
8. august: Kl 09 kørte vi til Ålborg, hvor vi skulle skrive under på skødet om køb af huset på Lundsgårdsgade. Vældig fint vejr. Efter en god middag givet af ejendomsmægleren, gik vi i Karolinelund og kl 19 i biografen og se "Daimi - jeg er sgu' min egen". Skuffede noget efter den ret rosende omtale i pressen. Tilbage til campingvognen i Frederikshavn.
9. august: Tog solbad til kl 15, hvorefter vi sejlede ud og fiske et par timer. Jeg blev søsyg og kastede op, måske pga noget fordærvet rullepølse, som jeg fik om middagen. Vi fangede 4 rødspætter, som vi fik til aften. Så gik vi en tur gennem byen og var inde et sted at få nogle øl.
10. august: Gråvejr. Kl 13 sejlede vi med Stena Danica til Gøteborg, hvor vi ankom med halvanden times forsinkelse. I godt humør på vejen derover. Oppe i byen så vi for første gang en McDonald restaurant, som vi ikke har i DK. Sejlede hjem kl 19, hvor vi købte en karton cigaretter + 1 fl Bacardi rom og 1 fl gin. Hjemme kl 22.30.

Forlovet
12. august: Kørte hjemad kl 8. Benthe fyldte 21 år. Da vi kom til Ålborg, købte vi et par forlovelsesringe til 220 kr. Benthe betalte. Så skulle vi ned til ejendomsmægleren for at Benthe kunne skrive under på pantebrevet, nu hun er fyldt 21 år. Fik kaffe dernede - vældig flinke mennesker. Var hjemme kl 14. Fik 500 kr af bedstemor. Om aftenen spiste vi oppe hos Benthe, og kl. 24 kom vi i tanker om, at vi skulle til bal på Madsens Hotel.
13. august: Stod op kl halv 12, og efter middagsmad kørte vi ud til Offersen og bestilte en dobbelt sove/sofa med blåt uldstof. Derefter nede hos Stampe og se på et skrivebord. 14. august: Peter og jeg kørte til Ålborg med møbler og andet ragelse. Jeg kørte så ud på skolen og fik mine bøger.
Her slutter så 1. kapitel af min tid i Bjerringbro. Historien fortsætter under Ålborg.

