Sverige

I Finnrose-tiden var jeg ofte i Sverige til møder med Ikea og svenske møbelfabrikker. Det var interessant, at når jeg talte med svenskere, som var vant til at tale med udlændinge, så var det let at kommunikere. Når jeg til gengæld skulle snakke med f.eks. en ansat på en møbelfabrik, så forstod han ofte slet ikke hvad jeg sagde.

Desuden tilbragte vi flere skønne ferier med kanoture på de svenske søer og elve. Vi var altid heldige med vejret, men en enkelt gang, hvor kanoen sad fast i nogle sten, medens jeg havde travlt med at fiske, der kæntrede vi. Det meste af vort grej blev vådt, og det er virkelig ikke sjovt at sove i en våd sovepose. Vi lavede bål og forsøgte at tørre det, men der gik et par dage inden det var tørt igen.

Ved denne lejlighed mødte vi en tysker, som på sin rute gennem DDR havde forsynet sig rigeligt med den gode og billige østtyske Korn (klar snaps lavet på hvede). Det hjalp os med at holde varmen i den fugtige sovepose.

Anja og Camilla på badebroen ved vores lejede sommerhus i Sverige

I 1988, hvor vi var blevet forældre til to skønne piger, tog vi dem med på ferie til Sverige. Vi havde lejet et lille sommerhus med egen badebro og robåd. Vi sejlede rundt på søen, fiskede - og Camilla fangede en fin gedde, som vi grillede på bålet.

I 1996 var der meget debat om Carsten Mørchs udviklingskurser, hvor deltagerne blev udsat for grænseoverskridende ting. Her er drab af kaniner og udspring med bind for øjnene de mest kendte. Jeg tilmeldte mig et sådant kursus, der varede 5 dage. Vi vidste ikke hvad det gik ud på, men skulle mødes tidligt mandag morgen ved Risskov Hallen i Aarhus, hvor vi steg på en gammel rutebil. På turen snakkede vi om, hvad der mon var i vente, og efter nogen tid kom vi til Helsingør Havn. Vi regnede så ud, at vi skulle til Sverige. Her kørte vi igen en rum tid gennem de store og øde skove, vejene blev mindre og til sidst var der kun grus. På færgen havde vi købt rigeligt ind af slik og andet spiseligt, men da vi nåede frem, skulle det alt sammen udleveres - intet af de medbragte ting måtte tages med videre på opgaven.

Fordeling af grej inden vi begav os ud i det ukendte.

Vi blev læsset af og ført dybere ind i skoven. Der lå så en stor bunke med udstyr: Trangia, gamle soveposer, pressenninger og faldhatte. Det blev fordelt, og så skulle vi ellers deles op i hold og løse forskellige opgaver. Sådan gik det videre indtil det var mørkt. Så fik vi lov at finde nogle grangrene og lægge på jorden som underlag, medens presseningen skulle fungere som bivuak. Vi fik udleveret en pakke spaghetti, som var aftensmaden. Det var ret køligt og soveposerne var nogle gamle vattæpper, så jeg sov ikke særlig meget. Midt om natten blev vi så vækket igen og blev sendt ud for at lede efter morgenmad.
Sådan fortsatte det ugen ud, så vi var godt udkørte, søvnige og sultne. Ind i mellem var der så udfordringer med at krydse en slugt i 5-7 m højde og rappelle ned ad en stejl klippeside. Jeg tror vi alle forlængst havde slået hjernen fra, så selv om disse ting ikke er noget, jeg normalt sådan lige ville kaste mig ud i, så gjorde jeg det uden at tænke nærmere over det.

Mit hold medens vi stadig var i god form.

Vi skiftedes til at være gruppeleder, hvilket var en vigtig post, da vi kun fik mad, som gruppen havde støvet op med de forhindringer, der nu var indlagt. Inden vi blev sendt af sted, fik vi opgaven udstukket, og jeg husker, at da jeg var leder, så gav pigen på mit hold mig ros for at jeg - under instruktionen - havde skrevet punkterne op med nummerering. Det var i øvrigt en opgave med at finde en dåse makaroni til aftensmaden, og jeg fik udleveret et kompas. Som orienteringsløber var det lige noget, jeg kunne bruge, så vi fandt dåsen gemt langt inde i skoven uden problemer.
Et andet medlem af min gruppe var eliteudøver i ironman discipliner. Han var virkelig et muskelbundt, men den næstsidste dag dukkede han ikke op fra teltet, da han var psykisk kørt helt ned. Det var i øvrigt den morgen, hvor vi overnattede på en lille ø, og vi fik alle bind for øjenene. Derefter skulle vi dreje rundt nogen gange og så gå fremad. Øen var meget lille, så vi tog nok temmelig forsigtige skridt. Endelig blev der sagt stop, og vi kunne fjerne bindet for øjnene. Lige foran os var en skrænt på et par meter ned til vandet. Her skulle vi sætte os med bene ud over kanten, og instruktøren kom så med nogle opbyggelige råd. Jeg husker kun dette ene, nemlig en anekdote, som en amerikansk dame havde skrevet. Hun var i slutfasen af et meget aktivt liv og havde så skrevet, hvad hun ville have gjort anderledes, havde hun haft muligheden. Den ting jeg bed mærke i var, at hun ville have spist noget mere chokolade. Jeg forstod det i overført betydning, at hun i sit liv måske havde forsaget nogle fornøjelser, hvilket nu i tilbageblik havde været unødvendigt.
Endelig sidste aften havde instruktøren fanget en stor fisk, som vi grillede over bålet og spiste med snobrød til.
På hjemvejen stoppede vi ved en benzintank, hvor vi nærmest tømte butikken for alt spiseligt.
En herlig oplevelse!