1966
Her i mit 20. år skiftede jeg underholdningen i The Cosy Club ud med BIF, blev udlært og kom ind som soldat
3. januar: Verner var her hele aftenen. Vi spillede kort til kl. 02 om natten. Han er blevet fyret ovre på Cementstøberiet og kan sikkert ikke få råd til at tage med til Norge (sammen med Inga og jeg): Esther ville ellers gerne. Jeg snakkede med hende, da jeg kom hjem fra arbejde.. Orla var herovre - vi var ved at lave billeder med mit nye forstørrelsesapparat.
9. januar: Inga kom herover kl halv to og blev til kl. 24. Jeg så fjernsyn om aftenen (Inga sov). Det var Henrik Ibsens Vildanden i fjernsynsteatret. Fremragende.
17. januar: Var til generalforsamling i BIF. Jeg blev valgt til formand for forlystelsesafdelingen.
18. januar: Ringede rundt 1 time for at planlægge BIF arrangementer. Ovre hos Helene og derefter i Silkeborg hvor vi skulle se Slå først, Frede, men vi kom i den forkerte biograf. Bagefter oppe hos Helene og få kaffe. Da jeg kom hjem kl 24 var Inga her.
6. februar: Inga var herovre fra kl. 10 til kl 17, da hun gik hjem. Hun havde fået noget at vide om mig og Helene. Hun var sur. Jeg tror hun har læst i bogen her. Om aftenen var Erik, Kjeld og Peter med i Viborg, hvor vi kørte ind i en anden bil. Den ene forskærm blev smadret. Far blev gal, da jeg fortalte det. Der var Grand Prix i fjernsynet. "Stop mens legen er god" vandt. Ikke særlig god.
24. februar: Var ovre ved urmageren og tegne annonce. Til generalforsamling i The Cosy Club. Jeg holdt tale som formand og trak mig derefter tilbage fra klubben. Det var skægt. Jeg havde først siddet og drukket sammen med Verner.
26. februar: Var i Iller om formiddagen og øve med amatørerne og The Rythme Boys. Om aftenen ordnede jeg fotonegativerne og sendte billedserien med Ove, der smadrer sparegrisen og køber slik for pengene ind til fjernsynet i en konkurrence.
5. marts: Der var en del mennesker til bazaren om eftermiddagen. Om aftenen kom Cæsar og sang. Først kl. 21. Da var der ca. 100 mennesker. Derefter sad jeg og snakkede og drak med Cæsar til kl. 22.30. Så tog han til Silkeborg, men kom igen kl 24, hvor han sang i 20 min. Ca. 300 mennesker. Vældig festligt. 6. marts: Stod op kl. 11. Kl 13 kørte jeg over på hotellet og ryddede op. Kl. 19 begyndte amatørerne så at komme. Der blev 15 numre ialt. Ole Pedersen vandt, Erik blev nr. 3. Der var fuldstændig fyldt og fuld tilfredshed over hele linien. Mange dygtige amatører. Hjemme kl halv et. 7. marts: Havde fri fra arbejde. Var ovre og få filmen fra i aftes fremkaldt. Om aftenen var Jens Middelhede og jeg i Lading med sagerne fra bazaren og bagefter ovre hos Kurt og tælle pengene op sammen med Andreas Rasmussen og Bjarne. Overskuddet blev på ca. 3000 kr.
Torvet Bjerringbro

Storegade Bjerringbro

Solskinspigerne

Dengang der var sne..

Nyfødte Jørgen

BIF sportsfest

The Sibilans

BIF Fællessang

Nyfødte Hanne

Talentkonkurrence

Talentkonkurrence

10. marts: Inga's mor kom herover kl 17.30. Vi sad alene inde i stuen og hun snakkede til mig i en time. Hun ville ikke have, at jeg sov ved hendes datter. Hun er ikke rigtig klog. Var i Ulstrup til bal. Sammen med Karin.13. marts: Var ovre og spille fodbold kl 10. Vi tabte 5-2. Derefter til barnedåb, hvor jeg som sædvanlig stod fadder. Dennegang for Ivan og Karens pige, Hanne. Spillede kort om eftermiddagen med Holst, far og Ivan. Tabte lidt. 13. marts: Jeg var ovre at få et stykke sukker mod polio. Verner var heromme og spille kort. Jeg arbejdede med opgaver til Handelsskolen.
18. marts: Var til træning. Tegnede plakater til næste BIF arrangement med Ali Hamann. Købte en guitar af Jens Middelhede for 60 kr.
10. april. BIF holdt alletiders bal på Madsens Hotel. Der var ca. 275 mennesker. Et fantastisk godt orkester: Saxkvintetten og fin underholdning med Solskinspigerne. En vældig fin stemning. Jeg var med en pige, Birgit, det sidste kvarter. Fulgte hende over til en veninde.
16. april: Om eftermiddagen var far, mor og jeg ovre hos Ford for at se på en ny bil. Vi var ude at køre i en Taunus 12M og en 17M. Vi købte en 17M, rød, hvis det kan skaffes. Med Mogens ovre og se fodbold, serie IV, som vandt 2-0. Om aftenen så jeg fjernsyn, men faldt i søvn.
24. april: Kl 08 kørte Svend og jeg til Sabro og købte nogle duer hos en duekræmmer. Så hen på kroen og få smørrebrød. Så ned på Pøt Mølle og få kaffe. Derefter til Gerning og se vores kommende hund. En Irsk Sætter. Om eftermiddagen var hele familien i Udbyhøj og fiske. Om aftenen var jeg ovre hos Andreas, BIF formand.
25. april: Jeg havde fri - vinterferie. Om formiddagen ude at fiske. Om eftermiddagen ovre at ordne annoncer og sange til næste BIF arrangement. Om aftenen nede at fotografere The Sibilants. Så henne hos vores chauffør, Peter - vi kører til Århus i morgen tidlig kl 05. 26. april: Var oppe lidt i 5. Da vi var kommet til Århus i lastbilen, gik jeg rundt på KFK mens Peter læssede foderstoffer. Gik så rundt i byen. Sov til middag på Østergades Hotel. Om aftenen til fodbold AGF-B1913 3-1. En god kamp. Var lige på Karavellen bagefter, men gik tilbage til hotellet og sove.
29. april: Var til møde med Tivoli-manden fra Ålborg. Andreas var der også. Vi fik ham til at give 3500 kr for at stille tivoli op til vores sportsfest. Oppe ved Mogens bagefter. 30. april: Spillede fodbold i Bjerregrav og vandt 13-1.
3. maj: Jeg var til fodboldtræning. Ernst og Bjarne fra svømmeklubben var der bagefter. De er villige til at lave svømmekonkurrence til sportsfesten. Bagefter var jeg ovre hos Otte Jørgensen for at spørge om lov til at få Friluftsbadet. Var hos bogtrykkeren for at se på de forskellige ting, han skal lave til sommerfesten. 23. maj: Var med Carl Anker i Viborg hos formanden for bokseklubben. Han laver nogle kampe til sportsfesten. En uhyre flink og tiltalende mand.
25. maj: Nede hos Ellen P for at ordne festen i forbindelse med afslutning på Handelsskolen den 2. juni. Ovre hos Sejersen for at få ham til at læse historier. Først var jeg henne hos Marianne Toft, nr. 21, for om muligt at købe hendes grund. Hun vil have 6000 kr for den. Jeg vil give 5000 kr. kontant. Skal derhen igen på fredag. 2. juni: Der var afslutning på Handelsskolen kl. 20 på Madsens Hotel. Jeg takkede lærere og lærerinder på elevernes vegne, og bagefter fortalte Sejersen historier. Så var der dans til kl halv 2. Næsten alle lærerne blev der. Også Madsen BKF. Efter festen var vi hjemme hos Sejersen og vi sad og drak til kl. 05. Øl og whisky. 3. juni: Var frygtelig syg. Ikke på arbejde hele dagen. Var til møde på Madsens hotel om aftenen. Kom hjem kl 24.
Inga

Jeppe Boller

Bollers ejendom

Jeg vil have sparegrisen

Den skal slagtes

..og bruges til slik

6. juni: BIF sportsfesten begynder. Der var ret få mennesker. Kom op at skændes med håndboldafd. Der kom ingen af deres hold til kampene - kun fra KFUM. 7. juni: Der var boksekampe. Det var udmærket og en del mennesker. Vort medlemsblad, som jeg laver, udkom første gang. Succes! 10. juni: Vi havde optræden af Lily Broberg kl 20 og kl 22. Jeg præsenterede hende. Derefter havde vi bal med The Rythme Boys til kl. 02. Et godt bal, som gav 250 kr i overskud. 11. juni: Johnny Reimar optrådte på pladsen kl. 20, så bal på hotellet og optræden igen kl 23. Han fyldte år søndag. Jeg var oppe og drikke champagne med ham. Rete var med herovre bagefter. 12. juni: Spillede fodbold om eftermiddagen på serie IV mod Ulstrup. Tabte 2-3. Bagefter spillede The Sibilians på Markedspladsen. Jeg inviterede Inga i byen om aftenen, men faldt i søvn. Kl. 22 ovre på hotellet for at gøre regnskabet op. Det har givet ca. 2500 kr.
14. juni: Jeg var ovre og tale med Jeppe Boller om grunden. Han vil have 7500 kr for den. Var henne på stationen for at betale mine billetter til Italien. Derefter 14 dage i Rimini sammen med Mogens og Peter. Det var min første flyvetur, som fik en dramatisk start, da vi ikke kunne lette fra Kastrup. Vi kom så til Malmø, hvorfra vi fløj med godt et halvt døgns forsinkelse. Rejsebrev fra vores tur til Rimini
4. juli: Far og mor hentede os ved færgen i Århus kl 7. Jeg var så på arbejde kl. 9. Om aftenen var Mogens herovre. Jeg var oppe ved Bjarne og nede hos Ivan med gaver til børnene. Kom i seng kl 22.30.
6. juli: Vi var i Rødkjærsbro og se på en båd. Vi købte en af smeden derhenne. En glasfiberbåd til 650 kr. Vi var ude at stange ål ved Gullev Bæk. Vi fangede to, så gik stangen i stykker. 7. juli: Vi var i Kongensbro og stange ål. Vi fangede også der kun to inden stangen gik i stykker.
10. juli: Fiskede hele eftermiddagen ude i Stærkær. Jeg sad fast med bilen, da jeg skulle hjem og var oppe hos Meldgård og få hjælp. Jeg havde fanget 20 ål og 10 aborrer.
15. juli: Der var fodbold mellem Brasilien og Ungarn. Den bedste kamp, jeg har set længe. Ungarn vandt 3-1. Moster Gerda og Harry kom i dag. Fik SvendA og JørnJ til at skrive en artikel til næste medlemsblad. Moster Lis og hendes familie tog af sted i formiddags. Om aftenen afskedsfest for hollænderne hos BIF til kl. 01. Så kørte jeg to piger til Sdr. Vinge. Den ene var med VillyB, som jeg kørte hjem, og så kørte jeg derned igen med min pige.
29. juli: Far og jeg var nede at glibe. Vi fangede 30 ål og en gedde på 14 pund. Den målte 98 cm. 30. juli: Vi var nede at glibe hele eftermiddagen. Fangede 31 ål og en gedde. Den gav vi til Madsen. I finalen om VM i fodbold vandt England 4-2 over Vesttyskland efter forlænget spilletid.
1. august: Jeg var ovre ved bogtrykkeren med det sidste til bladet, samt nogle penge til betaling af sidste nummer. Bagefter var far og jeg nede i søen at sætte kroge ud. Vi fangede intet, da vi kl. 03 næste morgen trak dem op.
5. august: Hr og fru Madsen, Bonnevie og Hansen var herovre i anledning af, at jeg blev udlært i lørdags. Jeg fik et tin askebæger. Vi fik ål og kartofler. De gik kl. 23.30. Ivan var her også. Mor, Karen og Tove var ude i køkkenet.
18. august: Har aftalt med Madsen at jeg her i høsttiden hjælper med at tørre korn om natten. Arbejdede fra kl. 18 til kl 06 næste morgen. Det er ret kedeligt. 1. september: Fik løn for de sidste 14 dage, hvor jeg har tørret korn: kr. 1532,90 kr. Var ude at fiske om eftermiddagen. Arbejder nu kun til kl 23 - så kommer der en afløser, da vi nu har 3-holds skift.
22. september: Var ude at finde arbejdere til far. Vi har så meget at lave. Oppe hos Bjarne. Ovre i klubhuset og interviewe Gunnar Gregersen til "Fodbolden". Madsen var i skærsilden hos vores revisor, så jeg stod for firmaet. Meget travlt med at hente korn.
25. september: Arbejdede på vort medlemsblad. Også en tur i Aldrup, men jeg skød ikke noget. 26. september: Bjarne og jeg arbejdede hele aftenen med at få samlet "Fodbolden". Det skal nu laves i Rønde hos et firma "Offset". Vi håber det bliver godt. Han har udstyr, der kan fotografere siderne og derefter trykke dem.
2. oktober: Kl 09 kørte Hansen, Kaj og jeg til Udbyhøj for at skyde - og far og Kaj for at fiske. Vi sejlede rundt på havet i flere timer. Hansen skød 5 bekkasiner og jeg skød 3 + 1 tredækker. Hjemme kl halv syv. Mogens var herovre om aftenen.
8. oktober: Mogens og jeg var i Skive på Rosenhøj. Vi fik fat i en pige hver. Min hedder IngaC. Ikke nogen skønhed, men meget sød. 9. oktober: Vi var i Råsted og spille fodbold. Vandt 10-2. Jeg lavede 3 mål. Var meget træt.
Ferie i Rimini

Kasernen i Haderslev

Film

Rosenhøj Skive

Den flotte Taunus 17M

31. oktober: Sidste dag jeg var på kontoret. Var ovre hos Preben H for at interviewe ham til "Fodbolden" 2. november: Rejste til Haderslev kl. 07.22. Er nu i det danske forsvar.
22. november: Var hjemme hos Karen i Vojens, som jeg mødte til bal i lørdags. Vi var i biografen og se Manden fra Istanbul - ikke videre god. Så hjem til hende igen. Gik dårligt. Toget kl 23.30 gik kun om søndagen, så jeg tog den på tommelfingeren tilbage til kasernen.Kom heldigvis op at køre med en tysk sportsvogn. Var hjemme kl halv et. Valg: A-7, B+2, C-2, D-1, SF+10, LC+5, U-4. Det bliver en rød regering.
28. november: Hjemsendt fra Civilforsvaret! Nåede ikke at gøre soldaterbladet færdigt. Havde lånt Bjarnes bil, og kørte til Esbjerg til Ingerlise, datteren af vores nabo Anne Wolle. Hun sejler på færgen til England. Gik hjem til hende, drak hendes toldfrie spiritus og spiste til aften. Vi gik så i byen, men jeg blev syg på det 5. værtshus. Gik op til bilen og kørte til Grindsted, hvor jeg overnattede på et hotel.
30.november: Overvejer hvad nu, efter hjemsendelsen. Fandt en dansk købmandsskole i London, som jeg vil prøve. Indsendte ansøgning om at få stipendium til opholdet.
3. december: BIF bal på Madsens Hotel, men efter begivenhederne med hjemsendelse og druktur havde jeg ikke fået bestilt en annoncer i avisen, så der kom kun 2 personer. De fik pengene tilbage. Pinligt for klubben, at jeg svigtede her. Om formiddagen med far på arbejde.
18. december: Far og jeg var i Udbyhøj og pilke torsk. Men det stormede så meget, at vi knap kunne få båden i vandet. Det gik dog, men rebet vi havde bundet båden til bøjen med, blev slidt over, så vi sejlede godt våde ind igen - uden torsk.
17.december: Modtog brev, at jeg kunne få betalt opholdet på skolen i London. Rejser derover lige efter nytår.
19. december: Verner kom herover om formiddagen og fortalte, at hans kone Esther var kommet på sygehuset for at barsle, og om jeg ville være chauffør og køre ham derop, når der blev ringet. Vi kørte 12.30 og igen om aftenen. Vi drak hele dagen. Det blev en pige på 3,5 kg.
31. december: Efter at have spist herhjemme, gik jeg kl. 20 hen efter Jytte, men der var fødselsdag, så jeg var lige med inde og få en øl. Da de skulle til at spise, gik jeg ned på hotellet, og Jytte ville komme senere. Jeg gik så hen til Mogens og bagefter på hotellet. Jytte kom ikke, så jeg dansede med Rete. Undervejs var der så en der hilste på mig. Det var Elin fra Randers, der var her sammen med sin veninde, Birgit. Lidt efter dansede jeg så med Elin, men hun var noget beruset - og i modsætning til sidste gang (i maj) også temmelig kærlig. Vi gik hjem til mig kl. halvtre, og jeg kørte hende hjem (med flere ophold undervejs). Hun vil ringe på mandag, når hun kommer fra arbejde. Nu får vi se...Hun er ganske sød. Jeg fik hendes ring (da jeg var omme hos Jytte, fik jeg også en af hende).










