Erik Emborg
Efter Handelsskolen fik jeg straks job hos eksportfirmaet Erik Emborg - et skridt på vejen til at få opfyldt mine drømme om at komme til udlandet.
Efter Handelsskolen fik jeg straks job hos eksportfirmaet Erik Emborg - et skridt på vejen til at få opfyldt mine drømme om at komme til udlandet. 1969 - 1972
Mens jeg stadig gik på Handelsskolen, kom der et opslag om en stilling hos eksportfirmaet Erik Emborg. De søgte en medarbejder til maltafdelingen - og gerne en person med erfaring fra korn- og foderstoffer. Både det med eksport og korn- og foderstoffer gjorde det oplagt for mig at søge stillingen. Det var i juni 1969.
Det var min plan sideløbende med arbejdet hos Emborg at tage en HD uddannelse om aftenen. Jeg gik da også på skolen et par måneder, men det var meget teoretisk og kedeligt. Især statistik fattede jeg ikke meget af. Samtidig var arbejdstiderne hos Emborg, med kunder over hele verden, noget varierende. Kommunikationen dengang - når det skulle gå hurtigt - var med telex. Det var et apparat med en skrivemaskine, hvor man offline kunne indtaste en besked, og teksten blev overført til en hulstrimmel. Når beskeden så var klar, satte man hulstrimlen til maskinen, kaldte modtageren op, som var det en telefon, og startede forsendelsen fra hulstrimlen. Vi var nu online, og modtageren kunne følge teksten blive skrevet samtidig på hans apparat i f.eks. Sydamerika.
I Colombia åbnede kontoret omkring det tidspunkt, hvor vi normalt gik hjem, så derfor måtte jeg flere gange aflyse mine aftentimer i skolen. Til sidst stoppede jeg derfor helt med HD-studiet.
Firmaets største aktiviteter var salg af fødevarer, hvilket broderen, Henrik Emborg, tog sig af. Erik Emborg var direktør for det hele, men især holdt han meget af specielle projekter, herunder maltafdelingen, som også solgte moler fra Fur og kajakker fra Struer. Jeg havde derfor meget at gøre med Erik Emborg, og han var en formidabel læremester.
Jeg var stadig ung og idealistisk, og jeg husker bl.a. en episode, hvor vi havde besøg af en stor kunde. Vi sad inde på EE's kontor med det store palisander skrivebord, og på et tidspunkt begyndte kunden at beklage sig over noget, som jeg absolut ikke var enig med ham i. Det sagde jeg så til kunden, men inden jeg nåede alt for langt, brød EE ind og glattede ud. Det endte med, at vi fik en ny stor ordre. Da kunden var gået, hentede EE sherry flasken frem, og tilbød EK og mig et glas. Jeg var blevet ramt på min retfærdighedssans over, at kunden havde beskyldt os for noget, der ikke passede, så jeg var stadig sur over at være blevet irettesat. Jeg sagde derfor nej tak til glasset med sherry. EE smilte skævt, og gav mig derefter en lektion, som jeg siden altid har husket på. "Det kan godt være, Padkjær, at kunden ikke havde ret, men i sidste ende var det alligevel OS, der vandt (fik ordren)".
Trods min egensindethed gik det ganske godt med jobbet, og til jul fik jeg en fin julegave på en ekstra månedsløn og desuden gratiale på yderligere 2 månedslønninger. Men denne nymodens kildeskat tog en ordentlig bid af gaven.
Konsul
Emborg var også honorær konsul for både Storbritanien og Tyskland, og et år havde han inviteret alle danske konsuler til party i haven på Hasserisvej. Der var opstillet et stort telt, hvor firmaets delikatesser blev serveret. Medarbejderne kunne så øve sig i diplomatisk small-talk ved at gå rundt og tale med flest mulige af konsulerne. Det var en ny øvelse for Søren fra udkants-Bjerringbro, som jeg senere skulle få megen glæde af.
Min startløn i juli 1969 var kr. 2.300/md, men steg dog hurtigt til 2725 kr. efter et halvt år. Det var januar 1970, hvor kildeskatten blev indført og skatten fratrukket inden lønnen blev udbetalt. Der var andre fordele ved jobbet, da vi kunne købe Ceres øl og vand og Emborgs egne eksportvarer til indkøbspriser.
Læs mere her om hvordan firmaet opstod og udviklede sig i artikel fra
Aalborg Stiftstidende af 15. maj 1977.
Emborg startede i 1971 med at udgive et firmablad, Emborg Post.
Her er første udgave. fra oktober 1971. Her ses bl.a. også mine kolleger i maltafdelingen, Carl Peder Lomholt, Carl Johan Jensen, samt ikke mindst skønne Irany fra Brasilien.
Østberlin 1971
En af mine første rejser på egen hånd gik til Østberlin i december 1971. Anledningen var en klage fra det statslige indkøbskontor, og jeg lavede en fyldig rapport på 6 sider. Det meste er teknisk, men se side 6 for nogle generelle betragtninger af Østberlin anno 1971. Min korte passus om at Østberlin er forskellig fra den vestlige sektor, er meget diplomatisk. Faktisk var det chokerende at komme fra lyshavet med forretninger og biler i Vestberlin til en stadig mørk og ruinfyldt Østsektor.
Det blev også til en spændende og udfordrende rejse på egen hånd til Portugal og Spanien, hvor jeg besøgte nogle af de helt store bryggerier.
Jeg brugte ikke tiden på at holde ferie, og ved min fratræden havde jeg 43,3 feriedage tilgode.
Jeg havde heller ikke meget fravær - over de tre år havde jeg fri 2 dage (1 dag til mit bryllup og 1 dag til jobsamtale hos LAU København) og ingen sygedage. Der blev holdt nøje kontrol med medarbejdernes rejser, ferier og andet fravær.
Det var jo mit helt store ønske at komme til udlandet, og på et tidspunkt tilbød EE, at jeg kunne komme til Nigeria og arbejde på firmaets Fan Milk afdeling. Vi var meget tæt på afrejsen, da der pludselig kom nye regler i Nigeria, der satte en begrænsning på hvor mange udlændinge, der måtte være i en virksomhed i forhold til lokale ansatte. Her er en artikel i Emborg Post om aktiviteterne i Nigeria og Ghana.
Eget fly
Emborg havde sit eget fly, og jeg havde fornøjelsen adskillige gange at være med, når han skulle besøge Roelants i Belgien, Dr. Oetker i Bielefeld, kontorene i Hamburg og Frankfurt. Vi havde også ture til London og København. Nogen gange fik jeg lov af piloten til at sidde foran sammen med ham - der var ikke særlig meget elektronik eller automatisk landing, så jeg har ofte set mosekonens tåge over Aalborg lufthavn, når vi har forsøgt visuelt at finde landingsbanen. AlfaKiloCharlie, var flyets kendingsbogstaver. Det var naturligvis en meget lærerig oplevelse at rejse sammen med EE. Han stillede store krav - f.eks. havde vi på et tidspunkt et møde hos Dr. Oetker (som også ejer bryggerier), og da vi senere besøgte kontoret i Hamburg, sagde han: "Padkjær, diktér lige til sekretæren et referat af vort møde." I maltafdelingen havde vi ingen kunder, der talte tysk, så mit i forvejen beskedne ordforråd var ganske rustent. Heldigvis hjalp et par andre unge fyre på kontoret, så vi fik lavet en rapport. Men Emborg gik heller ikke af vejen for livets goder: I Hamburg boede han på Hotel Vier Jahrezeiten, og under et besøg i London, tog han mig med hen på en lille eksklusiv portvinsbar, hvor vi spiste små delikatesser.
Vi havde også et fodboldhold. Under en kamp i Svenstrup fik jeg et skub, så jeg troede, foden var brækket. Jeg blev kørt på skadestuen, men det viste sig at være en kraftig forstuvning. Emborg ALL Stars.
Der blev afholdt et festligt karneval., hvor jeg havde lånt en rigtig Negerkonge-dragt og sværtet mig ind i ansigtet og på armene med sort skosværte. Det har så været den 10. marts 1972, da jeg den følgende morgen havde en del besvær med at vaske mig ren, inden jeg skulle flyve med Emborgs private flyvemaskine til Frankfurt aM. Det var i øvrigt hos EEF, at jeg fik den lille krukke med blå kineser-agtige dekorationer, som jeg stadig har stående på mit skrivebord med blyanter og småværktøj.
Præsident
Erik Emborg var også præsident for Rebild selskabet, som på det tidspunkt var meget populært. Det gav ham en masse gode kontakter og adgang til de højeste steder - som f.eks. her ved 200 års dagen for den amerikanske frihedserklæring i 1976. Med 40.ooo besøgende i bakkerne, ledsagede EE bl.a. Dronning Margrethe, statsminister Anker Jørgensen og komikeren Victor Borge til deres pladser.
