Miraklet i Poznan

Sammen med Frank og Poul Erik til returkamp i Champions League fodbold - efter at AGF havde tabt den første kamp med 1-4 (og fået målmanden udvist). Det blev en magisk oplevelse.

Som nykåret dansk mester repræsenterer AGF Danmark i årets europæiske Champions League. Den første kamp mod det polske mesterhold, Lech Poznan, gik ikke så godt, da vi fik målmanden udvist og tabte 1-4. Frank, Poul Erik og jeg havde dog allerede aftalt at tage til Polen og se returkampen - om ikke andet så for at få et par hyggelige dage i denne gamle by.

Allerede aftenen før kampen var der ca. 10 politibiler med blå lys og kampklædte betjente stationeret omkring den smukke markedsplads, der er kranset med fortovsrestauranter og travle fadølsanlæg. Alt var dog roligt.

Der var ankommet ca. 2.100 AGF-fans, og de satte virkelig deres præg på bybilledet næste dag. Boderne på markedspladsen havde i det varme vejr travlt med udskænkningen. Kampen skulle starte kl. 19, og alle begav sig i god tid afsted mod det imponerende nye stadion. Vi tog en taxa, og var så heldige at blive sat af på den "polske side", hvor et par meget hjælpsomme lokale fans i samarbejde med kontrollører og den stedlige indsatsleder for de vel 100 politifolk, fik os ind ad "bagvejen". Herved undgik vi den efterhånden lange kø af udebanefans, der som andre steder blev grundigt undersøgt, inden vi blev sluppet ind i den specielle tunnel til udebaneafsnittet. Herfra havde jeg fin udsigt til sikkerhedsapperatet og fik nogle gode billeder.

Selve kampen var en vild oplevelse - men følg mine billeder herunder.

Politiet var stadig på tjeneste efter kampen, hvor 2 x 20 busser med AGF-fans blev eskorteret af politibiler foran og mellem hver bus ind til markedspladsen. Man kan have det indtryk, at de ville beskytte os mod utilfredse polske fans, som ikke havde forventet dette resultat af kampen. Alt foregik meget fredsommeligt, og da det efterhånden var blevet midnat inden vi var tilbage, blev det også kun til enkelte godnat-øl efter en magisk aften.