1964

Var året, hvor vi startede The Cosy Club og bragte pigtrådsmusikken til byen. Og jeg fik - efter mange forsøg - kørekort.

Siderne for de sidste 4 måneder er blanke, men her er et udpluk fra de første 8 måneder af året:

8.januar: Estrid var herovre. Fik en ny Elvis plade: Elvis' Golden Records I. Den er meget god.

16.januar: Jeg havde indsendt en Æresrunde for Ellen, og den kom i radioen i dag. Hun vidste ikke, at det var mig, der havde indsendt den, men kom hen og spurgte. Estrid ringede, men vi blev afbrudt på en eller ande måde. Skrev til Birgitte. Fik et stort billede af hende. Hun er dejlig.

21.januar: På Handelsskole. Frygtelig kedeligt. Bestilte His Hand in Mine med Elvis. Birgitte kan vist godt lide den.

25.januar: Var med far ude at sælge om eftermiddagen. Var i biografen og se Kid Galahad med ElvisP- Den var udmærket. Jeg har fået at vide, at Estrid var ovre på Gudenå om aftenen.

31.januar: Med kørelærer NP i Viborg og køre. Jeg skal til køreprøve på tirsdag. Spillede kort hjemme med NP bagefter - jeg vandt 5 kr. Den nye plade er fantastisk.

4.februar: Dumpede til køreprøve. Lavede 5 fejl: En fejlplacering og så bremsede han for mig 4 gange. Estrid var herovre. Jeg kørte hende hjem.

6.februar: Jeg ringede til fru Svolgaard i Kjellerup og fik Birgittes adresse på sygehuset i Århus. Hun har ikke skrevet til mig. Jeg regner med at tage derud på søndag. Jeg har mange bumser for tiden.

11.februar: Stadig ingen brev fra Birgitte. Var med far i Grønbæk, hvor han skal lave en ny kostald for 10.000 kr til Søren Christians far. Meget koldt.

19.februar: Dumpede igen til køreprøve. Placerede mig forkert ved et venstresving.

29.februar: Erik, Poul H, Peter Bech fra Vindum og jeg var heromme og drikke - fik 6 øl hver. På Gudenå bagefter. Der var nogle piger fra Rødkærsbro, der kørte os til Sdr. Rind. Det var mægtig godt. De kørte os hjem igen. Købte morgenbrød kl. 2.

7.marts: Til amatørkonkurrence på Afholdshotellet. Erik blev nr. 1. På Gudenå bagefter. Fik nogle øl. Peter Bech var med. Frisk fyr. Kunne ingen høker-bajere få nogen steder.

8.marts: I Vinkel og spille fodbold. Vi vandt 3-2. Fik et lammelår. Kan næsten ikke gå.

10.marts: Dumpede igen til køreprøven. Dårlig vognbehandling og fordi jeg ikke så en bil komme, jeg skulle holde tilbage for. Han bremsede. Brev fra Birgitte.

21.marts: Spillede kort her om eftermiddagen. Vandt 4 kr. Var til skolefest. Kedeligt. Erik og hans orkester spillede også. Ret dårligt. Dansede en del med Estrid. Vi skal måske til Viborg på onsdag med Poul Erik og Hanne.

22.marts: Fodboldkampen blev udsat pga sne. Spillede kort her. Jeg vandt 7 kr. Poul Hanghøj og jeg talte om at starte en ungdomsklub.

24.marts: Var til køreprøve og bestod!! Ude at køre om aftenen med Mogens.

27. marts: Var i Kjellerup i fars bil. Kom kl 14 og gik kl 23. Birgitte er nu sød. Estrid ringede herover. Kommer på søndag.

Elvis

Gospel Elvis

Elvis Golden I

WestEnd

The Rythme Boys

28.marts: Poul, Henning og Mogens var herovre om aftenen. Vi ringede til nogen i Ans, der kom lidt efter. De hed Bodil og Rita. Poul var med Rita og jeg med Bodil. Vi var her på mit værelse det meste af natten. Også nede på Gudenå. Poul Erik og Hanne blev forlovet.

29.marts: Estrid var herovre. Finn og Poul var her også og snakke om den Pop-Club. Der var en fra Kjellerup popklub her i går og snakke med mig. Vi skal derud på onsdag.

4.april: Klubben skal nok hedde The Cosy Club. Poul var med i Kjellerup og høre The Swifters om eftermiddagen. Bagefter til fødselsdag hos Mogens. Tog Bodil med fra Rødkærsbro. Jeg kørte. Var ovre ved Estrid om aftenen.

6.april: Stiftede The Cosy Club. Jeg blev formand. Vi sendte meddelelser til aviserne om den nye klub.

11.april: Vi havde bestyrelsesmøde herovre. Far og mor var ude at prøve Finn's FIAT1500. Den gik mægtig godt. Poul ringede halv elleve og bad mig komme ned på Gudenå, hvor der var et par stykker, der ville være med i klubben. Det var Bjarne A og Peter S. Det vil vi ikke.

13.april: Spillede fodbold i Viborg. Vandt 1-0. Ib fra Kjellerup var her om eftermiddagen. Vi var nede på Åen og få en lille en. Estrid var herovre hele aftenen. Skal måske til at komme sammen med hende igen. Opførte mig rigtig charmerende. Ovre ved Mogens bagefter.

16.april: Til fodboldtræning. Mogens og jeg var i Ulstrup, Ans, Rødkærsbro med plakater for første popbal næste torsdag. Kørte Tove og mor til Randers.

20.april: Går helt godt med at sælge medlemskort til på torsdag. Erik har snart solgt 50.

Defenders

Regnskab

Popbal

Ny ungdomsklub

Ove, Conny, Jørgen

23.april: The Cosy Club holdt sin første fest. Musik: The Swifters. Der var ca. 125. Til fest ovre hos mig bagefter + dem fra Kjellerup. Sjovt.

25.april: Poul og jeg var nede på West End i Silkeborg. Formanden var i Bjerringbro i torsdags. Dem i Kjellerup er gale på ham. Jeg synes, han er flink. Hedder Jesper Bjørnø. Vi kom gratis ind. Han var lidt gal over, at han skulle betale både medlemskort og entre i torsdags.. Ringede og spurgte Estrid, om hun ville med, men hun havde besøg af Mogens - en tidligere klassekammerat fra Viborg.

27.april: Estrid ringede herover, og jeg gik over i byen for at snakke med hende om vi ikke skulle komme sammen igen. Hun ville ikke. For Mogens' skyld.

1.maj: Ringede efter formanden i Hammel popklub, og lidt efter kom han og kassereren. Ib fra Kjellerup og Poul var her også. Snakkede om samarbejde om orkestre mm.

9.maj: Mogens, Finn og jeg var i Hammel til pop-bal, men det var nu snarere et drikkegilde. The Shaps fra Silkeborg spillede. Skrev kontrakt med The Defenders fra Århus til 475 kr. incl. kørsel. Kom hjem allerede kl halv et. Dem fra Kjellerup var der også + Jesper Bjørnø fra Silkeborg.

13.maj: Var i Kjellerup. Fik 3 kontrakter med The Swifters til 300 kr incl. transport. Fik en masse øl. Ude ved Poul i Vinderslev bagefter. Poul H kørte.

16.maj: Et år siden skolefesten, hvor jeg traf Estrid. Sendte en enkelt rose ned til hende i Vejle. Ovre ved Mogens om aftenen, hvor ham, Platner og jeg drak nogle øl, hvorefter vi gik på Gudenå. Jeg gik dog hjem igen med det samme.

23.maj: Ovre og pynte Afholdshotellets sal med birkegrene om eftermiddagen og i Viborg og spille fodbold mod VFF - vi tabte 9-2. Der var ca. 100 mennesker om aftenen til popbal, så da det var et temmelig dyrt orkester, The Defenders, gav det et underskud på ca. 100 kr. De spillede ellers godt.

4.juni: Oppe ved Kirsten Levring i Korreborg til 1-års skolefest. De fleste af mine gamle klassekammerater var der + en masse fra Århus og Mammen.

13.juni: Var i Råsted og spille fodbold. Tabte 4-3. Var ellers ingen steder lørdag aften. Alting er blevet kedeligt for tiden. Godt vejr. I friluftsbadet om eftermiddagen sammen med Erik.

21 juni: Poul og jeg kom hjem fra Ebeltoft. Var i Ulstrup om aftenen. Jeg ringede til min penneven, Ann, der havde sendt et telegram. Hun skal til Jylland i næste uge. Hvilken stemme!!

29.juni + 4 dage: Jeg kørte til Tved på Djursland, kørte lidt rundt og så så en Københavner-bil, som jeg fulgte efter. Det var Ann og hendes familie. Sammen kørte et smut til Bjerringbro og tilbage. Jeg sov i bilen. Ann og jeg kørte til Juelsminde for at besøge hendes veninde Dorthe. Spiste på Neptun Færgekro - det smagte frygteligt. Tilbage i deres sommerhus, så vi The Beatles i fjernsynet. Sov igen i bilen - det var koldt. Jeg mødte så den bonde, på hvis mark jeg holdt. Fik morgen- og middagsmad hos dem. Sammen med Ann mødte vi så en lægesøn, Peter, der hurtigt charmerede Ann. Vi var i Skagen - Peter skulle have været med, men måtte ikke. Næste dag var vi på besøg i lægeboligen hos Peter. Gik i byen om aftenen, hvor jeg blev uvenner med dem - især Ann - og kørte hjem.

5.juli: Poul, Verner og jeg kørte til Ålborg, hvor vi var inde på Ambassadør - sjovt. Derefter til Løkken, hvor vi lå i telt nogle dage.

25.juli: Poul og jeg spiste smørrebrød og drak herhjemme. Erik og hans orkester spillede på Gudenå. Vi var i Rindsholm bagefter og høre Rock Hilmar. Brandgodt. Så Estrid nede i byen om formiddagen. Snakkede med Tage om hende i Rindsholm. Hun er vist træt af ham Mogens. Han skal være præst.

5.august: Verner, Erik, Jens Valde, Peter og jeg var i Silkeborg på West End. Kom gratis ind til Johnny Reimar og The Scarlets. Skægt. Hjemme kl. 3. Jeg kørte.

15.august: Vi havde pop-bal med The Swifters. Fik ca. 75 kr i overskud. Dansede kinddans med Lene M. Hun er meget sød. Var ovre på Gudenå bagefter. Dem fra Kjellerup var her også. Jeg kørte dem hjem bagefter i VW varebilen.

19.august: Ovre ved Finn og se regnskabet for popklubben. Talte med formanden for Brande popklub. Vi + Kjellerup skal derned på lørdag-søndag. (Bem: Jeg husker turen nogenlunde tydeligt: Min fætter Verner var med, og vi overnattede hos datteren i en velhavende familie - og Verner charmerede sig godt ind hos hende. Pop-ballet var på Brande Hotel, og der var rigtig mange mennesker. Mere voksne end hos os, og der blev skænket godt ud).

Resten af året har været travlt med arbejde, pop-klub arrangementer, fodbold og piger.