Ukraine
På en delegationsrejse besøgte jeg Kiev og Odessa på Krim halvøen. Forretninger blev det dog ikke til.
Opmuntret af de gode resultater efter delegationsrejsen til Riga, blev der et år senere, i november 1992, arrangeret en tur til Ukraine med besøg på Krim. Vi fløj til Kiev den 25. november 1992 og blev indlogeret på det fornemme gamle Rus Hotel i bymidten. Lige overfor var der en russisk-ortodoks kirke, hvor der var messesang og præster, som gik rundt medens de svingede med store røgelseskar. Mange steder i kirken kunne folk tænde de små vokslys, som man købte et bundt af ved indgangen. Det var som bøn, taksigelse, ønsker og måske som minde for slægtninge. Det var et meget atmosfærefyldt sted.
En anden stor oplevelse var et besøg i Kiev-operaen, hvor vi så Boris Godunov, en opera af Modest Musorgskij, som løst er baseret på den russiske zar Boris Godunovs liv. Det var en virkelig flot opsætning, men jeg må sige, at musikken slet ikke var min smag.
Vi havde også her møder med lokale forretningsfolk og ministerier, men landet var helt tydeligt slet ikke optændt af samme ild som i Letland, hvor man virkelig brændte for at vise, at man som selvstændigt land skulle vriste sig ud af den gamle sovjettiske livsstil. Hverken i Miljø- eller Energiministeriet fattede de ret meget af mine forsøg på at gentage Letland-projekterne. De havde stadig nærmest gratis adgang til olie og gas fra Rusland og der var åbenbart ikke nogen, der bekymrede sig om flodernes forurening.
Men et par interessante dage i Kiev, samtidig med at jeg var i gang med at læse den fantastiske bog Russka, som netop tager sin begyndelse i Kiev.
Den 27. november kørte vi så ud til en lille lokal lufthavn, hvorfra vi skulle flyve videre til Krim. Flyet var chartret til os, og det var en gammel russisk model. Da de så vor omfangsrige baggage, krævede de, at alle kufferter blev vejet. Det viste sig at være på grænsen af flyets lasteevne, så bagefter måtte alle passagererne også vejes. Der blev undervejs byttet lidt rundt på ting fra kufferter til håndbaggage, inden vi endelig kom afsted.
På Krim regnede det en del, men det var også et spændende sted. Vi var på tur til et lokalt vin-kollektiv, hvor der ikke blev sparet på smagsprøverne. Byen Sevastopol med den fine kyststrækning og havn havde sikkert taget sig bedre ud i solskin. Der var også besøg på slottet i Jalta, hvor Winston Churchill, Franklin Roosevelt og Josef Stalin mødtes for at lægge planer for den verden, der ville opstå, når 2. verdenskrig var forbi. Forhandlingerne mellem dem om hvem der skulle have hvad, og hvordan verden skal se ud, fandt sted i Jalta på Krim februar 1945.