DDR
En fantastisk oplevelse at køre et par timer syd for den danske grænse, og så pludselig være i en helt anden verden. Jeg havde, som én af de meget få, visum til at bevæge mig rundt i hele landet. Selv her 35 år senere er det ren nostalgi at køre sydpå gennem "die ehemaligen DDR"
En fantastisk oplevelse at køre et par timer syd for den danske grænse, og så pludselig være i en helt anden verden. Jeg havde, som én af de meget få, visum til at bevæge mig rundt i hele landet. Selv her 35 år senere er det ren nostalgi at køre sydpå gennem "die ehemaligen DDR"
Det er i dag svært at forestille sig den atmosfære, som man havde i DDR - både for mig, men naturligvis især for de lokale, som måtte finde sig i meget. For mig var det en blanding af frygt og fascination, da disse Stasi-folk ved grænsen og i øvrigt overalt i landet, var små konger, der nærmest kunne udsætte folk for hvad som helst - bare det var i navnet af at beskytte denne folkets republik.
Et eksempel er en tur til Meyenburg, hvor der var præsentation af deres nye anlæg, og hvor jeg derfor havde firmaets nye video kamera med, så jeg kunne filme begivenhederne. Bagefter skulle jeg så til Stadtroda syd for Leipzig til overdragelse af et andet anlæg.
Allerede ved Gudow-grænseovergangen til DDR var der problemer. Det var jo strengt forbudt bare at eje en skrivemaskine i DDR, og at medtage et videokamera, der dengang var nærmest ukendt og derfor potentielt farligt, var formentlig på linie med at indsmugle en atombombe.
Men da jeg jo allerede havde været i DDR mange gange, og desuden var den sjældne ejer af et visum med adgang til hele landet, fik jeg da langt om længe tilladelsen, som højtideligt blev indskrevet og stemplet i mit pas.
Det gik fint i Meyenburg og jeg fortsatte sydpå til Stadtroda. Når et anlæg skal overdrages, er det en højtidelig begivenhed, hvor både lederne af møbelfabrikken og lokale øvrighedsrepræsentanter er til stede, så de er sikre på, at alt er i orden. Der bliver skrevet en tilsvarende lang protokol med alt hvaf der foregår, som vi bagefter underskriver.
Det viste sig så, at ved prøvekørslen af anlægget, var der pludselig en elmotor, der brændte sammen. En lille motor, som man i DK nok kunne købe i det nærmeste større byggemarked. Det var endda en WEM motor, som var fremstillet i DDR, men for at fremskaffe sådan en motor, skulle der indsendes en ansøgning - og i det hele taget kunne der gå flere uger inden vi kunne komme videre.
Det var sidst på eftermiddagen og jeg ville jo også gerne hjem igen, så jeg sagde kækt til dem, at det ordner jeg lige - jeg kører over grænsen til Vesttyskland og køber en motor. For dem var det en umulighed, så denne Aladins ånd vakte stor glæde, da de ellers kunne komme bagefter med produktionsplanen.
Jeg kørte straks af sted. Stadtroda er en lille by ude på landet, der var ingen større veje i nærheden og naturligvis ingen vejskilte. Til gengæld var der som regel kun én vej fra det ene sted til det andet, så jeg prøvede at pejle mig ind på retningen og så køre. Efter nogen tid kom jeg til noget der kunne ligne en lidt større by - dog en by stort set uden biler, med folk vadende i de stedvis brolagte gader sammen med høns, ænder og køer. Vejen snoede sig videre gennem denne Morten Korch-by, og efter endnu nogen tid stødte jeg på én af de motorveje, som den vesttyske regering havde finanseret for at få vejforbindelse til Vestberlin. Så gik det kvikt til grænsen.
Inden jeg forlod Stadtroda, havde jeg overdraget videokameraet til lederen af møbelfabrikken, så jeg ikke igen skulle gennem dette gedemarked ved grænsen. Det viste sig imidlertid at have været en dårlig beslutning, for da jeg nåede grænsen, bad de straks om at se videokameraet - da der jo stod i passet, at jeg skulle tage det med ud af landet igen. Klokken var ca. 20, da jeg nåede grænsen, og efter et indgående forhør blev bilen og jeg selv parkeret ved kontoret - uden nærmere forklaring. Jeg har så fundet ud af, at der herefter blev en voldsom aktivitet: Politiet i Leipzig blev alarmeret og sendte et hold Stasi-folk til Stadtroda. Her opsøgte de den stakkels mand på fabrikken - og i DDR var det med bæven, når man åbnede døren for Stasi. Her sikrede de sig, at videokameraet var til stede og ikke var blevet brugt til statsfjendtlige aktiviteter, hvorefter de forseglede det med strenge instrukser om ikke at komme i nærheden af det, før jeg havde afhentet det igen.
Det tog naturligvis nogen tid, så det var midnat inden jeg - igen med strenge instrukser om at hente videoen - fik lov at køre videre. Jeg kørte så direkte til Venjakob, fabrikken, som havde leveret lakmaskinen med den defekte motor. Det er i Rheda Wiedenbrück og blev en tur på ca. 400 km. Jeg sov et par timer i bilen og var fremme ved Venjakob da de åbnede. Der var en del rysten på hovedet over de skøre "von drüben", derovrefra, men jeg fik en ny motor og begav mig tilbage.
Og efter denne hårde tur kommer så det sjove: Da jeg nåede grænseovergangen til DDR, forventede jeg det værste. Det skete ikke, og da jeg kørte frem til tolderen blev der åbenbart givet signal, for pludselig stod der en masse Stasi-folk og grinede og pegede af "Der Mann mit dem Videokamera". De havde alle hørt om historien og havde trods alt lidt humoristisk sans - så det blev min allerhurtigste grænseovergang til DDR.
I Stadtroda fik vi motoren monteret og protokollen underskrevet - og jeg kunne begive mig videre på den knap 1000 km lange tur til Gudumholm.
Starten på én af mine helt store livsoplevelser: I august 1985 kom der en telex på tysk fra Østberlin. Leif mente, at jeg var den, der sidst havde gået i skole - selv om det var 15 år siden - så jeg måtte finde ud af, hvad det gik ud på. Det viste sig at være en forespørgsel fra det statslige indkøbskontor for møbelindustrien, der gerne ville have et møde. Som nyansat salgschef blev det så mig, der fulgte sagen op.
Søndag den 18. august 1985 fløj jeg fra Tirstrup via København og Hamburg til Vestberlin. Jeg havde møde dagen efter på kontoret i IHZ, den vel nok højeste bygning i det ellers ret primitive Østberlin. Det viste sig, at de havde fået et politisk opdrag om at købe nogle flere varer fra Danmark. Det skyldtes et møde mellem vor udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen og hans østtyske makker, hvor Uffe havde klaget over, at DK købte meget mere fra DDR end omvendt. Så det var nærmest en bunden opgave, de havde fået, og da Ikea samtidig havde henvist til Finnrose, så ville de gerne høre, hvad vi kunne tilbyde.
På det generelle plan kan jeg sagtens forklare produkterne, så vi enedes om, at jeg snarest skulle besøge de forskellige møbelfabrikker ude i landet og lave tilbud på deres behov. Dette møde var starten på en kommende omsætning nær de 100 mill kr. - og for mig uforglemmelige oplevelser i det ellers nærmest lukkede land.
Allerede den 3. september kørte jeg i den blå Volvo til det første møde. Det skulle finde sted den 4. september kl. 14 i Østberlin, så jeg mente at have tid nok til et enkelt besøg i Alfeld syd for Hannover. På kortet kunne jeg se, at herfra gik der en vej via Magdeburg direkte til Berlin. Det var en tur på ca. 300 km, så for at være i god tid, kørte jeg fra hotellet straks efter morgenmaden. Det viste sig at være helt anderledes. Da jeg kom til den østtyske grænse ved Helmstedt, blev jeg udspurgt i alle detaljer om formålet med min rejse, mine papirer og hele bilen - incl. med spejl under bunden - blev undersøgt. Det tog vel en times tid. Derefter så jeg forskellen på de vesttyske motorveje og de østtyske hovedveje. Sidstnævnte havde ganske vist skilte med det internationale tegn for en hovedvej, men vejen var i ringe stand, smal og snoet, som vi ikke engang længst ude på landet finder magen til her i vesten. Det var simpelthen den gamle hestevognsrute, der nogle steder var med en hullet asfalt og andre steder med ujævne brosten. Med nogen forsinkelse nåede jeg til Berlin, hvor indkøbskomiteen stadig sad og ventede på mig. Med mit meget gebrokne tysk og tydelige enfoldighed undgik jeg en større skideballe, og vi fik da etableret en god kommunikation. Efter mødet videre til Leipzig for at møde nogle fabrikker.
Og den 17. september fløj jeg til Berlin for et nyt møde. Og igen den 18. november, hvor jeg havde møde med mine kommende gode kunder i Meyenburg.
Her var den tidligere U-båds kaptajn Schmidt direktør, og trods det kommunistiske styres nationalisering, så var det ham, der bestemte her. Og igen den 11. december et møde i Østberlin. Jeg havde et godt forhold til U-bådskaptajnen, og han inviterde på frokost i en nærliggende skovpavillion. Så blev hans Lada kørt frem til døren, og chaufføren kørte os ud i skoven. Vi kunne så smage deres udvalg af Korn (klar snaps) og Braune (en slags DDR-cognac), samt drikke de gode Radeberger øl, som ikke kunne fås på almindelige værtshuse.
Se mere om livet i DDR her .
Fabrikkerne var - som alt andet i DDR - gamle uvedligeholdte bygninger fra før 2. verdenskrig. Der var også en del mindre fabrikker, som nærmest var skure i baghaven - og ofte i små landsbyer. Jeg kørte engang direkte hjem fra sådan en land-fabrik. Der er ingen vejskilte, og da det var hen ad aften, kunne jeg ikke navigere efter solen. Vejene snoede sig, som da hestevognene i sin tid lagde sporene - jeg kom gennem andre landsbyer, hvor høns og ænder løb rundt i gaderne, og hvor der næppe var 10 biler i hele byen. Det ville være let at optage en autentisk film fra gamle dage her, da kulisserne var indbyggernes dagligdag. Jeg nåede dog frem til grænsen til Vesttyskland - og kunne sætte farten noget op.
Som det ses af kortet, så var de fleste fabrikker beliggende i småbyer i den sydlige del af landet. Det er et virkelig smukt og interessant område, og jeg elsker - når vi ofte kommer den vej i bilen - at holde ind i nogen af byerne og mindes hvordan forholdene var dengang. Det mest iøjnefaldende var, at der stort set ingen mennesker eller trafik var i byerne: Alle der kunne stå oprejst var på arbejde (eller også viste de sig ikke), og alle børn passede deres skole. Huse og bygninger så ud, som da krigen sluttede - og hvis de var blevet malet siden, så har der kun været en eneste farve maling tilgængelig, nemlig den grå cementfarve. Om vinteren stank der overalt af brunkulsos. Når jeg i disse småbyer spurgte om vej til møbelfabrikken - hvis jeg endelig mødte en levende person - så fik jeg en god forklaring - formentlig fordi det var den eneste virksomhed i byen, som alle kendte og mange arbejdede på.
# Og nogle filosofiske betragtninger:
Jeg havde jo god tid i bilen på de mange ture fra Gudumholm til at fundere over tingene. Fra min dagligdag i DK kendte jeg alt for godt til de mange omkostninger og anstrengelser, vi måtte bruge, for at markedsføre og sælge vore produkter. I DDR var det helt anderledes: Her var alt statsstyret, og ofte var der kun én producent af hvert produkt, som forbrugerne så var nødt til at købe. Hvor enkelt - ingen annoncer, udstillinger , brochurer, salgsbreve, kundebesøg osv. Det måtte være en kæmpe besparelse af penge og resourcer. Varens pris ville kunne sænkes betydeligt og alle de "uproduktive" sælgere og reklamefolk kunne deltage i produktion af endnu flere varer.
Jeg nåede dog aldrig ret langt ind i landet, inden denne tanke blev skudt i sænk. Stort set lige efter jeg kom over grænsen til DDR, kunne jeg lugte den alle-steds-nærværende kvalme lugt af brunkul. DDR havde ingen olie eller rigtig kul, men masser af brunkul, så det blev brugt både som brændsel i boliger og til raffinering i kæmpe kemikaliefabrikker, hvis røg lagde som en grå-blålig dyne over hele omegnen. Når jeg kom ind i en købmandsbutik, var der som regel varer på hylderne, men kun de allermest nødvendige som mel, sukker, ris kaffeerstatning, macceroni ol. Varerne i udstillingen hos de små tekstil- og møbelbutikker var af både ringe design og dårlig kvalitet. Bilerne var ikke videreudviklet siden BMW efter krigen flyttede til Bayern, medens den gamle BMW fabrik på den østtyske side af grænsen stadig fremstillede de håbløse Wartburger-biler. For slet ikke at tale om de livsfarlige 2-takts-Trabant-er fremstillet i plastik.
Som nævnt var der ofte kun én producent af hvert produkt. Denne producent forsynede så hele landet - ja ofte måske hele Østblokken fra Berlin til Vladivostok. Jeg hørte f.eks. om synåle til tekstilindustrien. De kom alle fra den samme fabrik, der forsynede hele dette kæmpe område. Produktionen var centralt planlagt fra et kontor i Moskva, og resultatet var, at tekstilfabrikkerne både oplevede mangel på synåle, når produktion og/eller levering ikke gik som planlagt, men især klagede de over den manglende produktudvikling og kvalitet. Selv synåle skal åbenbart produktudvikles - men det er nok lettere at forstå med billedet ovenfor af bilerne.
Da jeg i 1999 startede på et skrivekursus på Folkeuniversitetet i Aarhus, var det da også mine egne oplevelser, der lå til grund for artiklen Frihed.
