Malaysia

Fløj til den skønne ø, Penang, og kørte så i egen bil ned gennem landet til Kuala Lumpur. Ikke mindst junglen i Cameron Highlands var spændende.

Ankom fra Bangkok den 16. juni 1976 og blev indlogeret på Merlin Hotel. Om aftenen tog jeg en trishaw for en tur rundt i byen. Den er ikke stor, men der er livlig handel langs gaderne og hyggelige små stræder med gamle charmerende huse.

profile
Cykle trishaw, som jeg kom rundt med

I Beirut blev den amerikanske ambassadør skudt.

Den følgende dag fik jeg klaret de fleste besøg. Jeg kørte for det meste rundt med en trishaw. Byens lugt er af Durian, denne grønne frugt med "spidser", hvor frugtkødet indeni spises eller laves til en slags pølser. Spiste Malay-frokost med mr. Tan (kineser), som gerne vil købe avlssvin i DK. Var også sammen med ham om aftenen, hvor vi var inde på en fiskerestaurant, der serverede en slags kinesisk-malay-mad, som ikke var særlig godt. På vej hjem til familien var han med nogle venner inde på et lille hotel sammen med en flok piger, som de havde samlet op. Det lod til at være en fast rutine, hvor alle kendte hinanden.

Fredag den 18. juni 1976 havde jeg de sidste kundebesøg, hvorefter jeg lejede en bil. Jeg startede med at køre en tur øen rundt. Først besøgte jeg et par templer (burmesisk og thai). derefter en smuk strækning langs kysten med hvide sandstrande og palmetræer, som jeg fotograferede. Jeg var et smut inde i en lille fiskerlandsby, hvor jeg fik en øl og et stykke brød. Derefter gik det opad, og i bjerg-junglen var der opdyrkede plantager med mange forskellige slags frugter og gummitræer. Der lod til at være kanariefugle. I lavlandet var der palmelunde, hvor kokoshøsten var igang og den grønne skal blev flækket af selve nødden. Sidst på dagen besøgte jeg et meget stort tempel med en skildpadde dam, og endelig en tur med Tramp - et tog der trækkes op ad bjerget - oppe på Penang Hill. På vejen til hotellet så jeg en kinesisk sørgehøjtidelighed for en afdød cyklesmed.

profile
En indfødt og hans datter sælger palmemarv ved vejen

Lørdag sejlede jeg over til Butterworth på fastlandet. Herefter ad sideveje gennem kokos-, gummi- og oliepalmeplantager. Da jeg nærmede mig Cameron Highlands blev det mere vildt og jungle-agtigt, med frodig bevoksning og vandfald overalt. Godt støvet og tørstig nåede jeg hotellet Merlin kl. 19.30 - og her i ca. 6.000 fods højde er der faktisk koldt om aftenen. Næste morgen fortsatte jeg turen, der ofte blev afbrudt af fotografering: Denne gang vil jeg have en masse billeder med hjem, som jeg kan vise til familien. Ét billede, jeg desværre ikke nåede, var en indfødt med lændeklæde og pustestang til forgiftede pile, da han hurtigt forsvandt fra vejen, da han så mig. Et sted stod de med en slags gammeldags rulle (som min mor rullede duge på), men som man her rullede gummimåtter med. Ved en bæk så jeg indfødte fange fisk med spyd.

En spændende tur indtil jeg kom ned i lavlandet og kørte ad hovedvejen til Kuala Lumpur, hvor jeg ankom kl. 17 til Hilton Hotel. Undervejs spiste jeg frokost i en lille landsby, stærkt kylling i karry med ris og øl til $2,40.

I KL var jeg på ambassaden, hvor der lå et brev fra Overgaard. Han oplyste, at det var besluttet at indstille HK-kontoret til nedlæggelse samt at droppe tanken om en 3. mand i Japan. Jeg blev på en måde glad over det, som jeg måske havde håbet ville ske, men naturligvis meget overrasket. Der var også brev fra Benthe, AGF slog IHF sidste uge med 3-1. Der var fint solskinsvejr, men KL er meget lidt interessant; et rodet og meget mindre og ikke-organiseret S'pore. Sammen med mr. Wong fra ambassaden besøgte jeg importører, hvorefter vi spiste frokost på en japansk restaurant. Maden blev tilberedt ved bordet på en stor gammel stålplade af en meget høflig japansk kok. Vi fik laks og bøf samt sake - lækkert.

Jeg er stadig lidt chokeret over meddelelsen igår. Spiste alene til aften på en lille restaurant, da restauranten på hotellet irriterer mig: Ingen frisk juice, ringe service, dårlig Chef's Salad - og meget dyrt. Et lille glas ananas juice fra dåse koster lige så meget som to store friske ananas (M$2) på markedet.

Onsdag den 23. juni 1976 kørte jeg i lufthavnen kl 08 og fløj med MAS B707 til Hong Kong. Benthe hentede mig i lufthavnen, og hun var egentlig heller ikke ked af, at vi ikke skal til Japan.