Guatemala - fodbold
Jeg havde intet arrangeret hjemmefra, men tog en bus til Quetzaltenango, hvor jeg fandt en sprogskole og et privat værelse.
Medens jeg opholdt mig i Xela, hørte jeg ofte en spansk pop-sang, som åbenbart var tidens store hit. Jeg blev efterhånden også vant til den:
https://www.youtube.com/watch?v=V0PisGe66mY
Rejsebrev fra Xela, 5. december 2002
Olé, olé, olé
Den store begivenhed her i byen denne uge var det lokale fodboldholds kvartfinale i cupturneringen i aftes. De 15.000 pladser var for længst udsolgt, men skolen havde skaffet 20 billetter til begivenheden.
Anført af skolens fodbold specialist - iført fløjte, bannere, hat og klubdragt - gik vi gennem gaderne og ud til stadion kl. 18. Kampen skulle først starte kl. 20, men portene var allerede åbnet om formiddagen. Jeg skal måske hellere sige døren, for der hvor vi kom ind var åbningen i muren ikke større end en almindelig dør - så var det til gengæld også lettere for vagterne at kontrollere, om vi havde drikkevarer o.l. med.
Derimod var der ingen der kontrollerede for fyrværkeri, og allerede da vi ankom kæmpede grill boderne om at overgå raketternes røgskyer. I ventetiden blev der nemlig spillet en for kamp, og da hjemmeholdet lavede et mål, røg raketterne ned på banen om ørerne på spillerne. De lod dog som ingenting, så det er de nok vant til. På et tidspunkt lå der i hvert fald 6 raketter forskellige steder på banen og osede som udstødningen fra de lokale udtjente amerikanske skolebusser, der nu sørger for den lokale transport.
Tribunen er nogle beton trapper, som heldigvis var solide nok til den konstante trampen - og da den "rigtige" kamp skulle til at begynde, gik det helt vildt til. Raketter, kinesere og forholdsvis store bomber fløj og sprang overalt på banen. Måske var det stadions brandsikring der fik én af de underjordiske vandkanoner til at gå i gang. Da dommeren skulle tilse den, fik han til folks store moro en ordentlig gang buksevand.
Samtidig gik der en konstant strøm af børn fra 4-5 års alderen op til udslidte gamle koner rundt og solgte mad, drikkevarer, kaffe, slik, blinkende julemandshuer, souvenirs, klubtøj osv. Jeg holdt ikke tal med det, men der hvor jeg sad på trappen kom der i gennemsnit en sælger forbi hvert halve minut - det var lidt besværligt, for mine lange ben rakte ind på den smalle sti, hvor sælgerne gik, men de var alle sammen høflige og undskyldte når de faldt over mine store vandrestøvler. Alle varer blev båret på hovedet eller i gamle 10 liters maling bøtter, så det var et hårdt job for de stakkels sælgere.
Selv om hjemmeholdet har 3 spillere fra Argentina, så var de heldige med at spille uafgjort 1-1, og nu udløses spændingen på søndag i Guatemala City.
Jeg begyndte på min skole i mandags, og allerede efter de første 4 dage går snakken livligt med min private lærer.
Der er ca. 20 elever på skolen - og 20 lærere - og vi begynder hver morgen kl. 8 til 13. Skolen er en slags 4-længet bygning med en fin lille have i midten, og vi sidder så rundt om i haven eller på terrassen ved hvert vort lille bord. Byen hedder (forkortet) Xela og er beliggende i 2.400 m højde, så her er ret køligt om natten og morgenen. Solen står op kl. 06, men allerede kl. 9 er det rigtig dejligt at sidder der i haven med sol fra en klar himmel og ikke varm eller fugtig luft, som nede ved kysten.
Skolen arrangerer hver dag en aktivitet udover studierne, f.eks. film og udflugter. Forleden var der cykeltur op på et nærliggende bjerg, men selvom cyklerne var helt professionelle så måtte jeg dog opgive ved den første bjergetape, da jeg havde vanskeligt ved at finde ud af de ca. 20 gear. På lørdag skal vi på vandretur til en lagune også oppe på et bjerg, vistnok med varme kilder, og på søndag en udflugt til en landsby, hvor skolen støtter et projekt for enlige kvinder, der væver de meget lokale klæder. Faktisk går ca. halvdelen af folk på gaderne her i byen rundt i dette farvestrålende tøj, som er typisk for indianerkvinderne i landsbyerne.
I morgen har jeg aftalt med min lærer, at vi tager op til en anden landsby, hvor der hver fredag er et specielt marked med lokale produkter. Det er faktisk en god blanding at bruge noget af tiden på skolebænken og kombinere med udflugter til de mange spændende steder her i omegnen. Det var faktisk også af den grund jeg valgte netop denne by. De fleste sprogskoler ligger i byen Antigua, hvor der er mange flere faciliteter og turister, men hvor omegnen efter sigende ikke er så "lokal" præget af maya kulturen, som her.
Jeg bor hos en privat familie, hvor jeg har et lille værelse med en seng, et bord og en stol. Her spiser jeg alle måltider sammen med familien og får således hele tiden øvelse i at tale spansk. Maden er udmærket, en interessant blanding af lokale og kendte retter. F.eks. har jeg de sidste par dage til morgenmad fået forskellige versioner af tynd havregrød kogt i mælk med bananskiver eller cornflakes, derefter røræg med en mos af sorte bønner, nogle dage en pølse, og brød og flødeost. Men så er grunden også lagt til et solidt arbejde med de spanske verber hele formiddagen.
Jeg har lige været hjemme og spise frokost, og det er simpelthen en pragtfuld spadseretur på 10 min, i den klare sol og med farverige indianerkvinder siddende på fortovet og sælge frugt, tøj, lave juice etc. - samtidig med at jeg skriver december på mine spanskopgaver.
Men ellers befinder jeg mig rigtig godt, og har da forventninger om, at jeg nok skal få lært at klare mig på spansk - selvom vi i morgen tager hul på de meget vanskelige uregelmæssige verber i forskellige former for datid.
Efterskrift: Faktisk var jeg udefor en ubehagelig oplevelse, som jeg undlod at skrive om på det tidspunkt: På den spændende tur fra Guatemala City til Xela var bussen virkelig stoppet med passagerer, sække, høns mm - og vi sad meget tæt på de små skolebussæder. Jeg opdagede det først, da jeg skulle betale min første overnatning i Xela, at de 800 Quetzal (ca. 800 kr) i kontanter samt mit Visa kreditkort var væk. Til gengæld var der med et barberblad skåret en lille flænge i min mavebælte-pung, som jeg netop havde købt i Walmart under mellemlandingen i Miami. Et gement trick, men jeg havde været alt for optaget af de mange spændende ting, der skete, på turen. Heldigvis havde jeg en god forsyning af US$ rejsechecks med, så jeg klarede det lige indtil jeg fik et nyt Visa-kort den 27. december - dagen inden jeg skulle rejse videre!!
