Doverodde maj

På besøg hos Krista og Aksel, som viste os de flotte tilbygninger til familiens gamle kro. Efter en dejlig frokost besøgte vi det nye og komplet renoverede SMK (Statens Museum for Kunst) - Kristas barndomshjem i den gamle Købmandsgård.

I denne anmeldelse har jeg sat teksterne til de billeder, som jeg viser nedenunder, i kursiv.

Anmeldelse i Berlingske Tidende
KUNST
8. apr. kl. 16.42
Fem stjerner: Masser af »thytænkning« i SMKs lille garage ved Limfjorden

Der var masser af skeptikere og hovedrystende kommentarer, da SMK lancerede ideen om en satellit i Udkantsdanmark. Men både udstillingerne og udsigten er af højeste kvalitet.

Holger Dahl
Kunst- og arkitekturredaktør

Parkeringspladsen er næsten fyldt op, da jeg ankommer.

Vi er godt nok midt i påskeugen, hvor mange har fri, og både konstruktionen SMK THY og årets store udstilling, »Levende Landskaber«, er af spritny dato, men alliwwel – som man siger i Jylland – kommer antallet af biler på p-pladsen blot en halv time inde i den officielle åbningstid noget bag på mig.

De mange besøgende er naturligvis en ubetinget glæde: Alle de mest pessimistiske spådomme om SMKs store satsning i smukke Doverodde temmelig langt fra alfarvej kan altså foreløbig godt pakkes væk.

I udstillingens koafdeling glimrer Ebba Carstensen med et meget fint, lysende kobillede.

Langt ude på landet

Der er en stor kunstinteresse herude i Udkantsdanmark, skulle jeg hilse og sige, og på sådan en rigtig aprildag med byger og frisk blæst over Limfjordens vande er der helt umiddelbart meget at glædes over i det bølgede landskab ved den gamle købmandsgård, hvor der både er en kornsilo med samtidskunst, en skøn murstensbygning med highlights fra SMKs gigantiske arkiver, små pavilloner med bålpladser og snobrød, en stor café og en tro kopi af et vaskeægte vikingeskib.

Lidt af en blandet landhandel, sådan som købmandsgården nok var engang, men det virker, det er smukt tegnet, anlagt og iscenesat af den norske tegnestue Reiulf Ramstads danske afdeling, og hele kompositionen rammer en perfekt balance mellem det uformelle og det diskret kunstneriske – på samme måde i øvrigt som samme tegnestues Kornets Hus lige uden for Hjørring.

Om SMKs kuratorer har ladet sig inspirere af arkitekternes løse, men sikre jazzhånd, eller om der bare er tale om en form for kongenial »thytænkning«, skal jeg ikke kunne sige, men årets udstilling er blevet virkelig seværdig, fordi den gør det samme som arkitekturen: Blander, tilsyneladende lidt tilfældigt, vidt forskellige tider og udtryk i en stram lille præsentation, der tillader sig den luksus at være selektiv.

Udstillingen omfatter kun 49 værker, men langt de fleste af dem er både interessante som historiefortælling og bare virkelig gode billeder.

Det hele er som et lille stykke kammermusik – lavet af dygtige mennesker med adgang til landets suverænt bedste kunstlager.

»Levende Landskaber« hedder udstillingen, og den handler tidstypisk ikke kun om landskabet og kunstnernes blik på det, men om landskabet som et levende, kultiveret og kultiverende system.

En verden, vi mennesker ikke bare lever i, men snarere lever med – og altså påvirker på godt og ondt.

Det kan lyde som noget konventionel overforklaret kunsthistorie med indbygget dårlig samvittighed, men heldigvis er udstillingens ledsagetakster barmhjertigt korte, og man kan sagtens nyde sit besøg uden at læse forklaringerne, for billederne er gode.

Tidligt møder vi for eksempel Harald Slott-Møllers smukt symbolistiske landskab fra 1891. Med gyldne kornaks belagt med rigtigt bladguld og med storken, den dejlige flyver, på himlen over marken.

Sammen med Slott-Møller har vi Olivia Holm Møllers fine »Høstlandskab med gammel kone« fra 1931 og Eckersbergs »Landskab med stente, Møn« fra 1810. Tre billeder altså, med et tidsspænd på 120 år, men de fungerer sammen, og det er det, der er hovedsagen og det, der har været det styrende princip for udstillingen.

En anden sektion handler befriende konkret om køer og starter med et vidunderligt Ebba Carstensen-kobillede.

Rummet fortsætter så med skulpturskitser af både Erik Heide og Anne Marie Carl Nielsen, her er desuden et Theodor Philipsen-billede fra et kvægslagteri i Rom og *et meget smukt, tydeligvis erfaret og sanset værk af N.P. Mols: »Roeoptagning« fra 1886.

Man forstår umiddelbart, at det er de to enorme stude, som trækker roevognen, der har haft malerens interesse – langt mere end selve arbejdet og de mennesker, der udfører det.*

J.F. Willumsens »En Bjergbestigerske« er et af hans mest kendte malerier. Det er en stor attraktion for SMK THYs udstilling at have det med.

De gode skuffer

Længere inde i udstillingen fyger det med mesterværker.

SMK har ladet kuratorerne kigge i alle de gode skuffer og viser både Claude Lorrain, Edvard Munch og J.F. Willumsen.

Mennesket i og med naturen er et taknemmeligt emne, fordi ethvert billede, man kan gribe fat i, ganske nemt kan vrides ind under den overordnede paraply.

Det er derfor ikke den narrative ramme, der gør udstillingen god, det er snarere den selektive sammenstilling: Lene Adler Petersen med et helt abstrakt værk, Nicolai Abildgaard med illustrationerne til Niels Klim, Wilhelm Freddie med et surrealistisk landskab og så, som det store anker: Jens Søndergaards helt igennem pragtfulde »Hav, storm« fra 1954.

Søndergaard kom her fra egnen, boede og malede det meste af sit liv ved Bovbjerg ud mod Vesterhavet lidt længere mod syd, og når man har været her bare et lille stykke tid, forstår man, at Søndergaard trods de vilde farver egentlig bare malede tingene, som de er.

Sådan som de ser ud her »vest for vest«, som salig Johnny Madsen sagde det.

Det er dejligt at se at maleri af Lene Adler Petersen på udstillingen af de levende landskaber. Hendes eftermæle bliver alt for ofte reduceret til nøgenvandringen gennem børssalen.

Tillykke til os

Årets piece de resistance er naturligvis Willumsens »En bjergbestigerske«, som sjældent får lov at rejse.

Willumsen lavede to udgaver af billedet – den ene tilhører Hagemanns Kollegium og den anden altså SMK, som har valgt at tage det med herud i et landskab, som er 100 procent det modsatte af det, maleriet viser.

Det er i sig selv en sjov pointe, og sådan er udstillingen fuld af små historier, der ikke åbenbarer sig ved første øjekast, men som dukker op, når man efter sit besøg tænker tilbage på dem.

Et lignende eksempel på dén listige effekt er Frederik Vermehrens billede af »En jysk fårehyrde på heden« fra 1855.

Man ser først på maleriet som et fint sollysende billede fra den jyske natur, men indser hurtigt, at det viser en tabt verden – heden før opdyrkningen.

Før Herning og Ikast og Brande, og hvad de nu hedder alle sammen, overhovedet var en tanke.

Et stykke natur, der ligesom den opdyrkede hede var menneskeskabt, men også et stykke natur, der var en hel del smukkere end de moderne tiders grønne ørken med dens læhegn og mærkeligt gådeforladte tristesse.

Til sidst får man øje på den overraskende detalje, at fårehyrden går og strikker strømper derude på heden – et billedelement, der kan give anledning til mangfoldige diskussioner, men noget, man nok ikke ville have tænkt nærmere over, hvis rammen for udstillingen havde været mere traditionelt snittet.

Der er tilsyneladende også en frihed at finde for kuratorerne ved at arbejde langt fra alfarvej.

SMK THY er i det hele taget kommet mere end godt fra start. Stedets to første udstillinger har bragt både originalitet og overvældende kvalitet her ud på kanten af verden, langt væk fra de københavnske saloner.

Og folk strømmer til i massevis. Tillykke med det.

Levende Landskaber

Til 18. oktober 2026

SMK THY

Lille Fjordstræde 7, Doverodde