I år 44 døde apostlen Santiago i det Hellige Land, og hans lig blev ifølge sagnet fragtet til Spanien i en stenkiste og slæbt nogle kilometer ind i landet og begravet. Knap 1000 år senere blev stedet genopdaget af nogle religiøse 'vismænd', som var blevet ledt på vej af en stjerne (på latin: Campus Stellae), som dermed gav navnet Santiago de Compostela. Myten spredtes, og konger og andet godtfolk kappedes om at bygge de flotteste kirker i byen, der nu var blevet et mål for pilgrimme. Og der er virkelig mange kirker, konventer og læreanstalter i den gamle bydel, hvor der ved hver eneste af de smalle gyder dukker et nyt spændende syn frem.