Nicaragua
Ekstremt fattigt, komplet nedslidt efter mange års kommunistisk styre. Overraskende kulturel udveksling på torvet i Léon.
Se også rejsebrevet fra Panama, hvor jeg beskriver noget af turen gennem Nicaragua.
Nicaragua, 12. januar 2003
Hilsen fra Nicaragua
Det er jo herligt at være et sted, hvor man ikke bare snakker om vejret, men også kan gøre noget ved det: Efter min regnvejrsberetning forleden tog jeg bussen tværs gennem Honduras, fra Atlanterhavskysten til Stillehavet.
Allerede efter en times kørsel gennem bjergene fra hovedstaden Tegucigalpa, var de fleste skyer forsvundet, og medens jeg sad og stavede mig gennem en længere artikel i avisen om uvejret og dets skader - og med billeder af biler i vand til taget - blev det bare varmere og varmere. Landskabet ved vejen bar også tydeligt præg af, at der ikke var faldet en dråbe regn de sidste adskillige måneder.
Bussen kørte mig helt til grænsen til El Salvador, så jeg stillede mig op i en meget lang kø ved paskontrollen. Vi fik køen snoet, så vi i det mindste kunne stå i skygge, og det gik faktisk forbavsende hurtigt med at komme frem - vel ca. 1 times tid med det hele. Jeg kunne derefter spadsere over en bro til den El Salvadoranske told, som var endnu mere effektiv - og til min overraskelse kostede det ikke noget i "gebyr" (hvilket jeg havde hørt en del slemme rygter om).
Jeg ville nu have stegt fisk, så jeg fandt en bus til en by ved havet, La Union. Byen så egentlig spændende ud, men jo længere jeg kom ind på markedet, jo mere lugtede der af fedtet flæskesværd og andre dele af grise, som vi normalt ikke ser i butikkerne derhjemme - og da slet ikke i fri luft i ca. 35 graders varme.
Jeg fandt så et hotel, endda et rigtigt stort hotel, der vel havde 50 værelser. Det så noget tomt ud, og der gik da også en rum tid inden en gammel morlil kom og lukkede porten op. Hun ville godt leje et værelse ud til mig, men vi kunne ikke rigtig finde ud af prisen, da hun kun huskede den i landets tidligere valuta, Colon. Nu om dage bruges US$ som gængs valuta i landet. Jeg kan formode, at der nok heller ikke har været udenlandske gæster på hotellet i en længere periode - hvis overhovedet nogen. Ved hjælp af en naboforretning fik vi dog regnet en pris ud i $, så jeg kunne få mit i øvrigt udmærkede værelse, og få et koldt brusebad. Næste overraskelse var så, at konen fortalte mig, at jeg skulle være ude næste morgen senest kl. 07, da hotelværelser der på egnen kun udlejes for en nat eller evt. for nogle timer af gangen - hvilket blev bekræftet da jeg gik rundt og spurgte de andre par steder i byen. Et sted var der endog et skilt med priser per 3 og 6 timer. Man kan så gøre sig sine tanker om hvorfor det nu er sådan.
Da nætterne er mørke og der ikke foregår ret meget om aftenen, så står jeg alligevel op ved 06-tiden, så det var ikke noget problem. Jeg tog så en bus tilbage til Honduras til en hyggelig lille by Chomutla, hvor jeg fandt et usædvanligt rent og pænt lille hotel, hvor der udelukkende boede lokale gæster, og hvor jeg kunne nyde at ligge i hængekøjen i den friske brise under udhænget i gårdhaven. Byen var ret hurtigt overset, for der var kun ganske få asfalterede gader - og selv om jeg gik gennem dem alle, fandt jeg ikke et eneste motiv at fotografere. Faktisk har jeg kun taget 1 billede i Honduras, og det var fra pickuppen i regnvejret ved grænseovergangen fra Guatemala.
Næste morgen gik det videre til Nicaragua, og allerede ved grænsen fornemmede jeg, at her var helt anderledes. Ved busholdepladsen stod en halv snes heste tøjret ved en lygtepæl, og når der så kom busser, blev folk og varer læsset på hestene - hvorefter det gik i fuld galop i en stor støvsky ud over sletterne. I bussen videre var folk meget venlige, og på mit evindelige spørgsmål om hvor der var fisk ,fik jeg bl.a. oplyst, at der lidt længere fremme var en frakørsel til en interessant havneby, Corinto.
Den er ganske vist ikke nævnt i guidebogen, og jeg må nok efterhånden indrømme, at min mani med at opsøge sidegader og andre afsides liggende steder - i forventning om at finde noget, som ingen andre har opdaget - nok ikke er den rigtige taktik hver gang. I hvert fald var Corinto en meget lille, meget støvet og meget tom by og da jeg gik ind på en restaurant ved havnen for at spise frokost, havde de ingen fisk. Konen påstod, at der ikke havde været fisk på markedet om morgenen, og hun havde heller ingen æg. Jeg mindedes nostalgisk de gamle dage ude på landet i Østtyskland. Så menuen stod igen på stegt kylling, og det blev endda en af de tørre og kedelige af slagsen. Statuen af byens grundlægger (se billede øverst) er det eneste mindeværdige fra det sted.
Heldigvis havde jeg heller ikke fundet et hotel, så jeg gik tilbage til vejen og tog bussen videre mod landets næststørste by, Leon. Byen er kendt som arnestedet for Sandinisterne, fra de mange års borgerkrig, og overalt var der påmalet slogans for den tidligere leder af contraerne, Daniel Ortega, fra valgkampen sidste år. Han tabte dog til sin liberale modstander i et åbenbart demokratisk valg.
Når vi nu snakker om maden, så fik jeg her i Leon de to aftener, jeg var der, turens bedste kylling. Det var en familierestaurant mor og børn med en hjemmelavet grill, der blev stillet op hver aften lidt længere nede ad fortovet fra mit hotel. Kyllingen var god og saftig, men det var de hjemmelavede løg i chili, der gav det hele en himmelsk smag.
Om eftermiddagen havde jeg været på udflugt til stranden Peneloya. Strandene her ved Stillehavet er mørke, idet sandet er gammelt vulkansk aske. Men havet er dejligt lunt - og langs stranden er der masser af palmedækkede hytter, hvor man f.eks. kan drikke mælk direkte fra de friske kokosnødder - og få herlige nyfangede stegte fisk.
I dag søndag er jeg så kørt videre gennem hovedstaden Managua, som udmærker sig ved sin totale mangel på høje bygninger, endsige en sammenhængende bymæssig bebyggelse. Jeg fortsatte derfor til byen Masaya, der er berømt for sine kunsthåndværkere. Hvor Guatemala er landet for flotte vævede tekstiler, så er det her mest udskårne og drejede træting - som de sikkert dygtige landsbyboere muligvis tror tiltaler turisterne - krukker, kasser, nøgleophæng, figurer osv. De fleste er påmalet Nicaragua med store bogstaver og ellers malet i de mest utrolige (grimme) farver. Desuden som en specialitet er der frøer i forskellige stillinger, tilsyneladende udstoppede og derefter lakeret. For en gangs skyld et marked, hvor jeg ikke havde lyst til at købe noget som helst.
Jeg er nu i byen Granada, der ligger lige ned til den store Nicaragua-sø, som skulle være blandt de største i verden, og hvor jeg tager en sejltur over til en ø i morgen.
