Costa Rica
Første overraskelse: Busserne var forholdsvis nye, man skulle købe billetter og de afgik efter en køreplan! Alt er helt anderledes og mere velstående.
Rejsebrev fra Panama, 21. januar 2003
Sidste vers fra Rejsen
Den videre færd ned gennem Nicaragua gav indtryk af landets enorme fattigdom.
Vejene er dårligere end man kan forestille sig - de bedste steder er der smidt jord i hullerne mellem resterne af asfalt. På turen ned gennem landet mener jeg dog at kunne konstatere, at især de områder er forsømte, hvor Sandinisterne (contraerne) stod stærkt under den mangeårige borgerkrig. Hytterne langs vejene er i bedste fald primitive og der er slet ikke overskud til hverken at rydde op i affaldet eller at plante lidt buske eller træer omkring husene. Det ville ellers være let, for i dette klima kan alt gro.
Til gengæld er menneskene endog meget flinke, f.eks. den butik, der kaldte sig Tv-reparatør, men som mere lignede en losseplads fra fordums tider. Jeg stoppede en smule op, da jeg gik forbi, og blev straks inviteret indenfor af ejeren. Han fortalte, at de stadig forsøger at reparere på 40 år gamle apparater, og at gennemsnitsalderen for hvad han ser er omkring 25 år.
Jeg besøgte også den store Nicaragua-sø, hvor der skulle være noget så sjældent som ferskvandshajer. Søen har nemlig tidligere været en del af havet, og fiskene har så efterhånden tilpasset sig ændringerne i vandet fra salt til ferskvand. Der er også skildpadder og krokodiller, for senere læste jeg i en avis, at politiet i nabolandet Costa Rica havde fundet en slagteplads med rester af de sjældne arter, hvor "krybfiskere" havde flået fangsten. Krokodilleskind kan sælges på det sorte marked til kr. 10/meter, så det siger jo lidt om levestandarden.
I søen er der to vulkaner, som gennem flere udbrud har forenet dem til én ø, som jeg besøgte. Turen derover i en faldefærdig gammel skonnert var noget urolig, og båden knagede i sammenføjningerne hver gang der kom én af de mange store bølger. Det lykkedes mig dog at holde frokosten inden borde. Selve øen har to små samfund med et par flisebelagte gader, men ellers er det bare støv. På en rundtur med en bus var det virkelig svært at se ret meget, for hver gang vi passerede et andet køretøj, var vi lang tid både før og efter indhyllet i støv. Midt i al elendigheden var det mig alligevel en kende for primitivt.
Jeg kørte derfor videre til Costa Rica, som var ganske anderledes end de andre lande: I stedet for bare at stige på én af de utallige busser, skal man her vente i kø, købe billet og kende køreplaner. Til gengæld er vejene gode, der sidder kun én person på hvert sæde i de brasilianske Mercedes-busser, der er generelt meget rent og folk smider ikke bare flasker og andet affald ud af vinduet - og endelig er det en nydelse at se, at der omkring huse, hytter og gårde næsten altid vokser palmer, blomsterrige buske og lignende.
I det hele taget forekommer landet mere velstående, end de øvrige, jeg har besøgt. En medpassager i en bus mente, at det nok skyldes, at landet ikke har haft ødelæggende borgerkrige, og at politikerne her kun er en smule korrupte. I f.eks. Nicaragua er den præsident, der fratrådte i fjor, allerede kommet i fængsel beskyldt for korruption, og i Guatemala skrev aviserne åbent om numrene på præsidentens hemmelige bankkonti i Panama.
I et område, hvor penge kan købe næsten alt, er det derfor dejligt at besøge et uberørt sted, uden hytter, skilte og friturelugte. Sådan et sted fandt jeg på Costa Ricas Caribiske Kyst ved Cahuita. Her er en del af kysten med den bagvedliggende regnskov gjort til national park, og det var en vidunderlig oplevelse at vandre den ca. 7 km lange tur langs den palmebevoksede hvide strand med det specielle klare vand, som i solen får den farve, jeg ikke kan se forskel på er grøn eller blå. Skoven er tæt bevokset regnskov med lianer - lidet anende, at jeg senere skulle få et endog meget tæt bekendtskab med noget lignende. Pludselig så jeg to aber sidde og nusse hinanden på en gren, og lidt senere, da jeg satte mig på stranden for at spise en appelsin, kom de efterhånden nærmere. Pludselig opdagede jeg, at de havde snuppet en halv skrællet appelsin, som jeg havde lagt til side for at finde mit kamera. Jeg skrællede en ny, og en unge var nu blevet så modig, at den kom helt hen og smaskede løs, medens jeg holdt ved appelsinen med den ene hånd og tog et billede med den anden.
Jeg fortsatte langs den Caribiske kyst og kom over grænsen til Panama. Også her er der uendelige bananplantager, og da jeg sejlede ud til nogle små øer, kunne jeg fra båden se, hvordan de indpakkede bananklaser blev transporteret frem fra plantagen - ligesom slagtede grise på en hængetransportør. Her stod containerne klar og ved kajen lå Chiquita Italia og ventede på at blive lastet.
Øgruppen hedder Bocas del Toro (tyrens mund), og er nogle forholdsvis uberørte øer, hvor livet stadig går sin afslappede gang. Også her er der en del afro-indflydelse, og det sås tydeligt lørdag aften: Byens mest højlydte sted var Guds Kirke, hvor to keyboard og en sanger fik de unge mennesker til at danse på kirkegulvet og den talstærke overvejende sorte menighed til at stå op og klappe i takt. En stor kontrast til de andre halvtomme kirkers spagfærdige morgensang søndag morgen.
Jeg hyrede så en båd til at sejle mig ud til en anden næsten ubeboet ø for at snorkle. Øens største bygning er et tidligere hospital, hvor bananplantagens uhelbredelige medarbejdere blev sendt over i karantæne. Nu ejes huset af en amerikansk forfatter, som dog ingen kendte andet navn på end El Gringo (som alle amerikanere kaldes hernede). Der var masser af dejlige små sandstrande mellem klipperne, og jeg fandt flere gode steder med farverige fisk og koraller.
Derfra gik det videre ned gennem Panamas flotte bjerge, hvor der også er etableret flere nationalparker for at beskytte den enestående natur. At den er helt speciel skulle jeg senere komme til at sande. Her endte jeg så i byen Baquete, som er et center for kaffedyrkning. Den ligger i ca. 1000 m højde og har derfor et herligt frisk klima efter de varme dage ved kysten. Det gav lyst til at udforske området nærmere, og jeg kom virkelig tæt på...
Jeg tror jeg vil skrive en separat historie om denne oplevelse - Se den her.
I morgen kører jeg så til Costa Rica for at flyve tilbage, så jeg er hjemme i weekenden
