Panama

Se også for mine andre oplevelser i Panama.

Panama, 21. januar 2003

EXTRA: Jungleoplevelser:

Jeg var kommet til byen Boquete, beliggende i den bjergkæde, der går ned gennem Panama, i ca. 1000 m højde, og med en nationalpark omkring landets højeste vulkan. Vandresporten er åbenbart ikke populær her i landet, for der var ingen oplysninger om evt. stier i området udover en grusvej, der er farbar med 4X4 køretøjer.

Vi starter lige med min morgenmadsrestaurant, bestående af disse 4 små vægborde, og hvor mutter laver maden bag svingdøren.

Byen ligger som en rede lidt nede mellem bjergtoppene, og der løber en brusende flod nede i bunden. Hver eftermiddag (de to dage jeg var der) pisker skyerne ind nordfra medbringende kraftig vind og støvregn, men går ellers i opløsning på vej ned mod Stillehavet. Området er derfor specielt frodigt og er bl.a. et center for kaffedyrkning. Det måtte jeg jo ud og kigge nærmere på.

Med en lokal bus kom jeg så langt, den officielle vej fører, og ved 10-tiden påbegyndte jeg hvad jeg troede skulle være et par timers vandring. Først gik jeg en times tid langs floden på den omtalte grusvej, omgivet af bjerge, kaffeplantager og højere oppe marker med grøntsager, nogenlunde som vi kender dem. Kartoflerne var lige ved at være klar til opgravning.

Da jeg kom til indgangen til Nationalpark området, hvor der var et lukket træhus, så jeg en lille sidevej. Jeg mødte ejeren, der var på vej til byen i sin pickup med et læs bladselleri, og han gav mig lov til at gå en tur på hans jord. I begyndelsen var det en jordvej med store vandfyldte huller, og senere kom jeg til det sted, hvor køretøjerne vender og vejen slutter.

Her skiltes vore veje fra de afmærkede til de mere ubetrådte steder.

Det så ud til, at de havde hentet træ, og der var da også mange enormt store træer - de fleste fyldt med mos og snylteplanter, som i det ekstremt fugtige miljø har fine vækstbetingelser. Jeg tænkte naturligvis straks på bordpladerne fra Aalborg Træindustri, som anvender eksotiske træsorter fra lignende områder. Fra træ leverandørerne får vi at vide, at træerne fælles skånsomt med store mellemrum rundt om i skoven, så her var måske en mulighed for se dette i virkeligheden.

Jeg måtte nu kravle videre op ad det stejle bjerg - først i en slags kløft udhulet af regnvand. Anstrengelserne blev dog belønnet, for jeg kom til et sted, hvor der havde været etableret en slags mini-savværk, til opskæring af to træer. Efter stubben og de omkringstående træer at dømme har de været kolossalt store. Det blev således bekræftet, at der ikke bare fældes løs, men udvælges egnede træer til udtynding.

Mellemstop for at hælde vand ud af støvlerne.

Jeg var efterhånden kommet langt fra min "sti", så da jeg i det fjerne så en lysning, gik jeg derhen for at orientere mig. Det har muligvis engang været en græsmark, men bevoksningen var nu meterhøj med dybe huller. Jeg var desuden nødt til at kravle op på endnu en top for at se noget, og da en del af hullerne var vandhuller, blev det med støvlerne fyldt med vand, at jeg hev mig op ad den stejle bjergside. Det var medens det endnu var sjovt, så jeg tog lidt billeder af mig selv kravlende i bevoksningen.

Fra toppen kunne jeg se, at det gik nedad, og at der på den anden side var endnu en bjergkæde - hvor jeg formodede, at floden løb i bunden. Jeg begav mig derfor fra det ubehagelige, men dog fremkommelige åbne område og ind i vildnisset. Fra orienteringsløb ved jeg, at en dansk granskov kan være svært gennemtrængelig, men dette var noget helt andet: Bevoksningen var tæt på alle niveauer - især lianer snoede sig rundt og op og ned, og jeg hang konstant fast med lianer om fødderne, kroppen, hals og rygsæk. Samtidig var det ekstremt stejlt, jordbunden glat og fugtig og det hele bare dampede af forrådnelse her langt nede i skyggen.

Nu begynder vildnisset at blive en alvorlig forhindring for at komme frem - selv om det går stejlt nedad.

Flere steder var der lodrette skrænter på 2-3 m højde, hvor jeg efterhånden lærte mig at holde fast i en liane eller en gren, og så lade mig glide i pløret og ned på næste afsats. Lianerne delvis hindrede mig i at komme frem, men reddede mig samtidig fra ikke bare at styrte ned ad den glatte og stejle bjergside. Der var ingen mulighed for at orientere mig, da solen for længst var lukket ude, så det var bare nedad på kryds og tværs, hvor det var muligt at trænge igennem. Heldigvis var der ingen slanger og kryb, så jeg havde "kun" bevoksningen at kæmpe imod.

Pludselig så jeg nogle solglimt og altså tegn på en lysning. Lysningen var imidlertid tæt bevokset i godt 2 m højde, så jeg gik stadig i halvmørke. Min fremdrift for fuld kraft var vel 1-2 meter i minuttet, så da jeg nåede ned, var solen forsvundet og skyerne trukket op. Samtidig så jeg, at lige ved siden af skrænten, jeg var kommet ned ad, var der en ca. 10 m høj vandret klippevæg. Jeg havde virkelig været heldig der i mørket, at jeg ikke var gået nogle meter til den forkerte side.

Men der var ingen flod i bunden, og jeg kunne kun ane andre endnu ligeså stejle bjergsider til alle sider. Det strejfede mig, om jeg mon kunne lave en hængekøje af lianerne, for der ville ikke være andre steder at tilbringe natten. Klokken var nu over 15, og med denne fart ville det være mørkt inden jeg nåede over endnu et bjerg. Jeg tænkte dog hellere på den kæmpe pizza, jeg skulle have, når jeg nåede tilbage til byen og besluttede, at jeg for en gangs skyld ville have et stort glas iskold Coca-Cola, som det ser ud på reklameskiltene.

Under disse fantasier var jeg vel kommet et par meter længere frem og stod et øjeblik stille for at tage et billede (og få vejret). Da min hiven efter vejret aftog, hørte jeg en svag susen - var det mon vinden i trætoppene eller kunne det være en bjergbæk?

Nederst i billedet anes mit knæ og støvlen nede i floden. Her gik det hurtigt fremad.

Yderligere en halv times febrilsk kamp mod bevoksningen - hvor en machete ville have gjort underværker - og det var tydeligt lyden af vandets brusen. Det gav kræfter til at forcere de næste meter, og pludselig stod jeg foran fossen - ikke det mest opmuntrende syn, for den løb ca. 1 meter nede i kløften, skumsprøjtende i vild fart ned mod floden, som jeg så gerne ville ned til.

Jeg skar en lang bambus og målte dybden, der var ca. en halv meter, dvs. halvanden meter fra den lodrette kant, hvor jeg stod. Det var lige ufremkommeligt til begge sider, så der var ikke mere plads til fine fornemmelser eller betænkeligheder: Ned på maven i mudderet, gribe fat i hvad der var af bevoksning og så glide ned ad kanten til der var fast grund under fødderne - og vand op til knæene.

Trods strøm og vandfald, sten og træstammer, gik det nu hurtigere fremad, end i jungle-bevoksningen. Jeg sendte en venlig tanke til mine vandrestøvler og uldsokker, som jeg altid har på, når jeg rejser rundt (de kan ikke være i rygsækken). I 30-40 grader varme kan de nok være med til at give lidt sved på panden - men her kom de virkelig til deres ret. Trods fulde af vand var de behagelige at gå i, og det kølige vand føltes kun svalende på en kropstemperatur nær overkog - af anstrengelser og nok også lidt ubevidst nervøsitet: jeg var her helt alene i Panamas jungle, dækket af bevoksning på alle sider, anede ikke hvor jeg var, ligesom ingen andre anede at jeg var på denne tur.

Jeg var dog helt rolig her i floden, for på et eller andet tidspunkt ender den jo altid et beboet sted. Så jeg nød at slappe af og tog endnu et par billeder fra min centrale placering midt i det hele. Det medbragte vand var ved at slippe op, men i rent bjergvand til knæene er det jo bare at bukke sig og pøse vand i hovedet og i halsen.

Smurt ind i mudder på vej tilbage til civilisationen - i baggrunden skimtes en klippeside, som den jeg var tæt på at have mødt på min vej ned.

Allerede efter et kvarters tid blev bevoksningen langs floden tyndere, og der kom nu et åbent område med nogle skure - altså en bjergbonde, der formentlig har fældet regnskoven for at kunne dyrke jordbær (der netop var plukkemodne). Jeg var vistnok lidt spydig i det forrige brev angående disse bønders indtrængen i regnskoven, men jeg må indrømme, at jeg straks tilgav netop denne bonde, at han har reduceret verdens regnskovsareal med et par tønder land - for fra hans gård gik en sti ned til grusvejen, som jeg 6 timer tidligere var travet op ad.

Det begyndte nu at støvregne, men hvilken herlig fornemmelse at kunne gå uhindret - det var som om et par tunge blylodder var blevet fjernet fra benene. Smurt ind i mudder nåede jeg landevejen, hvor jeg kort tid efter blev samlet op af en bus de sidste 10 km ned til byen - og et herligt varmt bad.

Jeg var kommet gennem denne nu spændende oplevelse med blot et par hudafskrabninger og rifter - og så var pizzaen med ekstra hvidløg og de to kolde colaer den velfortjente belønning.