I forordet filosoferer forfatteren over 1. verdenskrig - som varede i 4 år og hvor ca. 10 mill unge mennesker blev ofre - og hvordan en række hver for sig mindre begivenheder tilsammen startede en krig - måske den mest formålsløse og brutale krig i historien - som ingen egentlig ønskede. Kunne noget sådant ske igen?
Her begynder så en meget troværdig og uhyggelig historie, som med udgangspunkt i den nutidige jagt på narkotika smuglere i Vestafrika, der forsyner Islamisk Stats terrorister i regionen med penge, og dermed våben til deres myrderier. Våbene viser sig at stamme fra Nordkorea, og et tilfældigt drab på en amerikaner kræver reaktion fra Det Hvide Hus. Da nogle kinesere på et projekt i området rammes, bliver også Kina involveret. Begge parter er dog interesserede i at holde konflikten nede, men der sker hele tiden noget, og vi kommer til bl.a. at kende den kvindelige amerikanske præsidents teenage datter og den kinesiske efterretningschefs kone, som spiller en stjernerolle i lokale TV-shows.
En uhyggelig realistisk historie, hvor man kan genkende begivenhederne fra de daglige nyheder - for tiden især med udgangspunkt i Mellemøsten - og kun håbe, at gen-gengældelserne ikke kommer ud af kontrol.