Bogen er udgivet i 1993, hvor jeg kort efter så den 2 gange i Hong Kong i Zhang Yimous instruktion. Filmen og bogen er noget forskellige, men begge fremragende fortalt og underspiller de frygtelige tider med Maos vanvittige ideer. Godsejersønnen Fugui spiller familiens formue væk i 1940erne, bliver kapret til at deltage i revolutionskampen og vender tilbage til sin landsby for at se den nye ejer af familiens jorder blive hængt som kapitalistsvin. Derefter udrulles konsekvenserne af kommunisternes politik og senere kulturrevolutionen, som de mærkes ude på landet, samtidig med at Fugui kommer ud for store personligeulykker - også forårsaget af en politik, der sætter systemet foran mennesket. Trods hungersnød, selvskabte plager og fællesskabets ulykker fortælles historien med en imponerende ligefremhed og uden bitterhed, ja faktisk med lidt humor ind i mellem.