Cypern
Udover striben af ørkenlande var det altid dejligt at besøge Cypern med de flinke mennesker og den gode mad.
Besøg: Den 6. september 1973, allerede en uge efter min officielle tiltrædelse ved BK, blev der arrangeret en tjenesterejse til Cypern. Det blev samtidig en familieudflugt, idet Benthe, Ane og Frank (Benthes halvfætter) også var med.
Vi boede på Hotel Hilton og nød swimmingpoolen, og skulle primært bsøge Cyprus Int. Fair, hvor der var en dansk stand. Så ringede Emborg, om jeg lige kunne besøge bryggeriet. Jeg var så sammen med Photos Photiades, der ejer bryggeriet, som bl.a. fremstiller Carlsberg på licens. Besøgte også et supermarked i Nicosia, hvor ejeren inviterede på aftensmad oppe i bjergene. Her fik vi lam grillstegt ved vandmølle rotation over gløderne - virkelig lækkert. Under måltidet fik vi at vide, at den marxistiske præsident Allende i Chile er død efter et militært kup forleden.
Besøg: Den 15. september 1975 måtte Abed køre mig til lufthavnen i Beirut, da det var for farligt at lade Benthe køre mig derud. Fløj til reservelufthavnen i Larnaca, da Nicosia lufthavn ikke er åben for civil trafik, da den ligger tæt ved den tyrkiske zone. Fik værelse på Hilton. Tog lige en dukkert i swimmingpool'en inden jeg mødtes med vores hovedimportør, Loizides. Var ude at spise med ham om aftenen, hvor vi fik lammekød steg i en lille lerovn, meget lækkert. Næste dag fandt jeg vores taxachauffør, som kender alle importørerne, så det blev til noget. Situationen er eller sikke gunstig, da der er valutarestriktioner på alle varer, som fremstille spå øen. Mødte en amerikansk journalist ved Washington Post, stationeret i Baghdad, gift med en dansk pige, som gerne vil købe en gård i DK. Købt nogle kniplingsduge til mor. Kom i dag forbi præsidentpaladset, som var blevet bombet under kuppet i fjor. Der optages nu en film om det, og jeg så soldaterne gøre klar til optagelse.
Torsdag, den 18. september 1975, var jeg rundt ved de sidste importører, bl.a. en som havde mistet sin fjerkræfarm i det, som nu er den tyrkiske zone. Videre til Larnaca, hvor der er en enkelt importør, og så til Limmasol, hvor jeg overnattede på et elendigt hotel, hvor der var en masse turister. Ringede til Benthe, som sagde, at der var heftige kampe i Beirut. Næste morgen kom min chauffør, Mathews, og vi besøgte de den halve snes importører, der er i Limassol. Var også her med en lokal agent ude at spise. Ringede til Benthe, som har det ganske godt, selvom situationen er meget slem. Lørdag den 20. september 1975 ringede jeg til Overgaard, men fik at vide af hans datter, at han var til Venstre-møde i Odense. Besøgte så endnu en importør, som ved en fejltagelse havde spurgt på Luncheon Meat i stedet for tomme patronhylstre. Spiste frokost på en lille café, hvor jeg fik det sædvanlige: Hakket lammekød iblandet persille og sammenrullet med svinefedt (intestines fat) - ganske velsmagende.
Søndag den 21. september 1975 kom Mathews, og vi kørte op i bjergene (Trodos) til Nicosia. En temmelig øde tur sammenlignet med de tætbefolkede libanesiske bjerge, men også visse steder smuk, idet der er store skov emed gamle træer. Alt er dog tørt og gråt. I Nicosia tog jeg ind på Hilton Hotel, og om aftenen var jeg i en møgbeskidt biograf, hvor folk ugenert røg hele tiden, og se Last Tango in Paris - en ganske utrolig forfærdelig og dårlig film. Jeg væmmes.
Mandag den 22. september 1975: Efter våbenhvile i går, var der igen i nat skyderier i Beirut. Min afrejse berammet til søndag aften blev derfor udskudt, da der er udgangsforbud i Beirut. Jeg ringede om morgenen til Benthe og til Overgaard for at foreslå, at jeg rejser til Athen og undersøger, om det evt. vil være et sted at flytte kontoret hen. Han sagde ja, og jeg rejser i morgen. Benthe kommer så direkte fra Beirut til Athen. Var hos Loizides og låne penge og aftalte telefonisk med Elholm, som nu er på ambassaden i Athen, at mødes i morgen. Han siger som sædvanlig De og du imellem hinanden.
Tirsdag, den 23. september 1975 fløj jeg med Olympic Airways via Rhodos til Athen.
I København lavede jeg så rapporten om besøget i september.