1976

Jeg er stadig ansat af Danish Food, Beirut, men udfører arbejdet og rejserne fra basen i København - og tilbringer week-end'erne i Bjerringbro.

Snemanden Ove

1. januar: Året startede med snevejr og frost - et meget kønt landskab. Om formiddagen var Ove og jeg oppe på gården i Lee og drysse lidt avner til fasanerne. Over middag lavede Jørgen og jeg en stor snemand ude i haven, og vi kaldte den for Ove - de to Ove'r blev så fotograferet sammen. Næste dag var vi i Randers og købe 2 Melka frakker for de 500 kr, jeg fik i fødselsdagsgave af far og mor. Frakkerne var sat ned fra 850 kr, så det var en god ide at vente til udsalget. Vi hørte i radioen, at indbyggerne i Ribe og Tønder var blevet evakueret, idet stormen havde presset vandet næsten 5 meter over daglig niveau. Digerne er 5 m høje, og der var kun ca. 25 cm tilbage inden oversvømmelsen, da vinden pludselig vendte og katastrofen blev afblæst.

4. januar: Stadig meget sne. Jeg var ude at løbe sammen med hunden Sussi - vi var oppe i bakkerne, og jeg kørte også på kælk nogen gange, på det "gamle" sted, hvor jeg plejede at kælke og stå på ski, da jeg var mindre. Den nye omfartsvej går nu lige bag ved. Om aftenen spillede vi som sædvanlig kort - og hermed er juleferien slut. Det har været rart at være hjemme den tid.

5. januar: Flyveren fra Karup til København var aflyst pga snestorm, så Benthe og jeg kørte i stedet med toget - vi ankom først kl. 14. Om aftenen var vi på Pinden og få Skipperlabskovs sammen med Hundahl-familien, og bagefter var vi med dem hjemme til kaffe og lidt kortspil. Også næste dag var Ib og jeg på Pinden til frokost sammen med den nye mand, Lars Ehlertsen, for at drøfte vore fremtidsmuligheder. I løbet af ugen var jeg på skift med Uwe Rasmussen, Ib Hundahl og Lars Ehlertsen til frokost hos eksportørerne i København. Den 8. januar var vi på besøg til aftensmad hjemme hos Uwe i Strøby Egede ved Køge - et hyggeligt hjem med en masse ting, som Uwe har bragt med hjem fra sine mange rejser og opholdet i Hong Kong. Se i øvrigt Uwes glimrende beretning om tiden på Hong Kong kontoret. Han var i Hong Kong indtil 1971, hvor jeg var der i 1976.

9. januar: Det har været meget slemt i Beirut i dag, hvor phalangisterne har omringet Tel el-Zaatar flygtningelejren, så der ingen forsyninger kan komme ind. Kampene fortsatte de næste dage. I week-endd'en var Jørgen og jeg ude at løbe i Skibelund bakker (hvor vi nu bor på Skovagervej), hvor vi legede skjul med to andre drenge helt indtil det blev mørkt. Som sædvanlig spillede vi kort både til Toves fødselsdag og da vi kom hjem.

Den kristne enklave, Jounieh, hvor også det engang berømte Casino Liban lå.

13. januar: Tilbage på kontoret i København. Det er kedeligt at arbejde der, og der er en dårlig atmosfære - man forsøger at genere og bagtaler hinanden. LAU er givetvis i opløsning, og som det længe har vært min opfattelse, er der ikke brug for LAU, ihvertfald i dets nuværende form. Snarere burde der i samarbejde med Industrien oprettes et Export-Counsil, som udmærket kan arbejde delvis efter LAU-mønster. Vi er for bundne i de traditionelle landbrugsvarer, og de store salgsvarere, kyllinger og mælkepulver, har vi alligevel ikke den fjerneste indflydelse på. Om aftenen var jeg med PalleW hjemme til en hyggelig aften. Næste dag spiste jeg aftensmad på DSB-restauranten, hvor jeg fik oksehøjreb med fadøl ad libitum til 37,50 kr. Rapporterne fra Libanon er nedslående: Meget kraftige kampe, landsbyerne syd for Beirut er efterhånden helt bombet i ruiner. Damours kristne befolkning er presset ud som gengældelse for Tel el-Zaatar-belejringen. Indbyggerne sejler med småbåde op til Jounieh - efterhånden det eneste sikre kristne tilholdssted. Beirut lufthavn er lukket for trafik.

16. januar: Der var 2 timer forsinkelse på flyet til Karup, da det skulle afises. Næste dag holdt Ivan udsalg af rrestlageret fra den gamle købmandsbutik på Søndergade. Han og 2 andre havde fået 500 kr, som de skal få til at vokse, og hvor overskuddet går til den nye svømmehal. Dejligt frost-solskinsvejr, hvor jeg løb en tur i Skibelund Bakker. Kortspil hver aften.

19. januar: Jyllands-tur for at besøge eksportører. Benthe var med, og vi startede i Aalborg. Startede med at møde på Jyden Konfektion angående en stilling som eksportchef, som jeg havde søgt. De var vældig flinke og ville give 8.000 kr/md, men forekom lidt småskårne, så det tror jeg ikke bliver til noget. Derefter møder med Meatcut, Emborg samt Nowaco, hvor det går godt, idet min gamle kollega, Preben K. Nielsen, virkelig har fået afløb for sine handelstalenter i de 5 år, siden han startede Nowaco.

21. januar: Arbejdsdag med firmabesøg: Kørte om morgenen i stormvejr til Vejle, hvor jg besøgte Tulip. Kl. 11 videre til Esbjerg, Celebrity, hvor jeg var med Adler Jørgens til frokost og få rødspætte. Talte også med direktøren, Bang Nielsen, som er en flink mand, selv om han ofte er principielt imod LAU's oversøiske kontorer. Senere hos Danpatatas nede ved havnen, hvor det blæste temmelig meget, men havet bliver dog stadig på den rigtige side af kajen. Om aftenen var jeg inviteret til Bjørn Føge Jensen, Ribe, hvor vi spiste osso-buco. Hyggelig familie og god aften. De havde siddet poppe hele sidste nat pga alarmberedskab ved digerne, som dog holdt. Overnattede på Hotel Dagmar.

30. januar tog Knud Overgaard, Ib Hundahl og jeg på en rundrejse for at finde et nyt hjemsted for Danish Food. KO er umiddelbart stemt for Kuwait eller Cairo, Ib for Beirut og jeg for Amman.

12. februar - efter at have besøgt Kuwait, Amman, Damascus og Cairo - kom vi til Beirut, Hotel Commodore. Spiste fokost med personalet på Restaurant Barmali. Meget køligt og regnvejr. Det var ikke noget oplivende gensyn med Beirut. De slagter nu fårene på gaden, da slagteriet er blevet bombet. Ved morgenbordet diskuterede vi rejsen, og det er KO's opfattelse, at BK skal nedlægges og flyttes til Kuwait. Han ser dog muligheden for, at Lau Jensen ønsker at beholde et nedskåret BK, sålænge der stadig er roligt. Vi var så en tur med Abed nede omkring hotel-kvarteret ved vandet og down-town. Det var et meget deprimerende syn: Næsten alle bygninger var beskadiget og adskillige helt ødelagte. KO tog til lufthanen kl. 11.30 og vi spiste alle pizza indtil jeg kl. 16 også blev kørt derud af Ib. Det havde regnet hele dagen, og Beirut viste sig fra sin mest ucharmerende side - trafikkaos, beskidt, markedsplads overalt. Alt er vel i lejligheden, som nu siges op. Jeg fløj tilbage til Amman.

24. februar ankom jeg fra Baghdad til øsende regnvejr. Abed hentede mig i lufthavnen, og jeg tog ind på Cavalier Hotel lige ved kontoret. På kontoret er alt vel, bortset fra at vores chauffør, Assia, ikke må køre bil, da forsikringen ikke accepterer ham som chauffør. Efter at have kigget på den indkomne post, skrev jeg kladder til nogle breve med fyldig forklaring på hensigterne med at sende mig til Kuwait og Ib til Beirut. Jeg tror egentlig ikke engang, at jeg er interesseret i at komme tilbage til Beirut - efter kl. 17 er der næsten tomt på gaderne - selv Hamra, hvor der i øvrigt i går var et gidseldrama på den canadiske ambassade overfor vort kontor. Ingen blev dog dræbt i denne omgang. Næste dag var jeg på kontoret kl 08 med 10 brevkladder til Giselle. Derefter gik jeg tilbage til vores lejlighed, hvor der kom 7 Beirut Express folk, som med kyndig hånd startede med at pakke alt ned. Kl. 15 var det hele meget omhyggeligt pakket i flyttekasser. De fortalte, at de for den amerikanske ambassade havde pakket for 350 familier, og at de fortsat havde meget travlt med at pakke for folk, der forlod Beirut.

Afbrænding af stinkende affald nedenfor vores terasse

Når jeg kigger ud af vinduet på hotellet, kan man godt betvivle, at man befinder sig midt i det fornemmeste kvarter i en stor hovedstad - murbrokker, brændende affald, mennesketomt efter mørkets frembrud. Og så øsregner det næsten hele tiden, hvilket gør den kvælende røg fra de brændende affaldsdynger endnu mere stinkende. Talte i telefonen med Overgaard, Ib og Benthe, og fortalte dem alle, at jeg ikke har lyst til at tage til Kuwait. Derefter var jeg ude på den irakiske ambassade for at få visum, og det er slående, hvordan hele byen er i forfald - selv her i områder, hvor der ikke har været alvorlige kampe. Kedelige aftener, hvor jeg kun kan læse, skrive breve eller sove - det er til at blive sløv af.

Den 27. februar var jeg med Abed i Damour, den tidligere kristne by. Nu er der kun de brandsværtede mure tilbage, alle overlevende af de 20.000 indbyggere er flygtet. Under krigen søgte de beskyttelse i den kristne leder, Chamoun's hus lidt længere nede ad kysten, men det er nu kun en stor ruinhob. I en enkelt solstråle mellem bygerne lå en kat på på en sønderskudt ruindynge, medens forårsblomster alle vegne skyder frem. På tilbagevejen kørte vi gennem Shiad og Ain Rumaneh, som er om muligt endnu mere medtaget - også her er der tomt. Min flybillet gælder kun en måned, så den udløber i morgen. Her gav jeg de sidste instruktioner vedrørende lejlighed, bil, flyttegods etc. Beirut Express tilbød at afskibe bilen til Marseilles for LL1.000. Alex Slim fra Pimo kom direkte fra Cairo, og vi drak et glas champagne til afsked. Abed kørte mig i lufthavnen, efter jeg havde forsynet mig med nogle friske appelsiner og mandariner. Vi var 35 passagerer i MEA's B727, så der var fin service. Fortsatte til Karup, hvor Benthe hentede mig kl. 20. Vi nåede også at komme omkring Karen, som holdt fødselsdag. Frugterne vakte stor opmærksomhed, specielt pga de grønne blade, der hænger ved.

Ib Hundahls rapport om vores rejse til en række lande, for at undersøge mulighderne for at flytte Beirut-kontoret.

29. februar: Om formiddagen var jeg oppe ved gården i Lee, hvor de er ved at bore efter vand - de er nu nede i 27 m dybde. Det blæser og regner. Derhjemme ventede Jørgen for at blive hørt i hovedstæderne i de lande, jeg havde besøgt på turen. Han kunne det hele og fik så en Aladdin lampe i messing. Så spillede vi kort.

1. marts: Bjerringbro Avis havde for et par dage siden endelig modtaget mit brev fra Beirut fra september 1975 med en del fotografier fra byen. Der har foreløbig været en enkelt artikel på forsiden med to billeder. Fløj derefter til København og gennemgik hvad der var kommet den måned, jeg var på rejse. Næste dag var der møde i Formandskabet og Forretningsudvalget, hvor det blev vedtaget at åbne kontor i Kuwait samt at nedlægge kontorerne i Hong Kong og Puerto Rico. Jeg vil ikke til Kuwait, og Ib er heller ikke begejstret for at tage tilbage til Beirut. Jeg fik min store rejseafregning klaret - det har givet et overskud på godt 2.000 kr. pga diæter, hvor jeg ofte er blevet inviteret ud at spise. Bjørn Føge Jensen ringede og tilbød mig arbejde i hans firma. Sendte postkort fra København til Nabil Shehadah i Damascus og Mohammed Haj Deeb i Amman med tak for sidst.

3. marts: Spiste frokost med Jens Simonsgaard - som jo var den, der i sin tid ved Emborg fik mig til at søge stillingen hos LAU. Derefter var jeg sammen med Ib, der foreslår, at jeg bliver 3. mand i Fjernøsten. Jeg ringede til Benthe, der gerne vil derover. Tidligere på dagen havde jeg endeligt sagt nej tak til Kuwait, hvor Lars Ehlertsen i stedet rejser ned. Næste dag havde Niels Berg, Normeat inviteret til frokost i hans sædvanlige stamkælder - det var meget hyggeligt. Han ville pumpe mig for oplysninger om forholdene i Baghdad, når man skal afgive tilbud på en tender. Om aftenen gik jeg en tur på Vesterbrogade, og et stykke nede drejede jeg ind i "minefeltet" - det kvarter der er fyldt med barer, massageinstitutter samt en del tyrkiske, arabiske, indiske forretninger. Kom også i Colbjønsonstræde, hvor en ung dame spurgte mig, om jeg ville med hjem en tur.

5. marts: Om formiddagen var der reception for Ib Hundahl, der bliver 50 år på søndag. Bagefter var jeg med familien Hundahl på en kinesisk restaurant Canton, og spise frokost. Senere på dagen var jeg inde hos Overgaard, som officielt gav mig tilbud som 3. mand (rejsende medarbejder) fra Japan-kontoret - det første halve år med Hong Kong som base. Søren Årskov har netop sagt op, og kontoret skal senere nedlægges, dvs overføres til Japan. Efter fyraften drak vi videre, og alle anbefalede mig at acceptere. Jeg var så med Chizuko og deres datter, Benthe, på restaurant, hvorfra jeg måtte tage en taxa for at nå flyet til Karup.

6. marts: Sammen med far, Benthe og Poul Erik Gregersen kørte vi til Gudumholm for at se på det arbejde, som Ivans folk havde lavet på gården. Der var nogle skæve mure, som vi aftalte, at Polle skulle brække ned og mure lige op samt få indlagt vand, afløb og lagt gulv. Senere vil Poul Erik så komme op og lægge nyt tag og lave køkken. Næste dag var Jørgen med i Lee, hvor vi så på brøndboringen. Sigfrid var ikke hjemme, så vi løb en tur rundt i skoven. Senere var Benthe og jeg i Kjellerup og købte to gamle tryk med danske folkedragter (250 kr) til Ib's 50 års fødselsdag. Senere så jeg håndbold, hvor Danmark kvalificerede sig til OL i Montreal ved at slå Spanien med 23-15. Derefter spillede vi kort.

9. marts: Jeg accepterede KO's tilbud om job i Hong Kong/Japan og er nu så småt begyndt at rydde op i Mellemøsten og kigge på Fjernøsten. KO bad mig også skrive en artikel til Produktion om salg af svinekød i MØ. Inden havde jeg fået et tilbud fra Phillip Nassif, som er i gang med at etablere/sælge en farm i Yemen til $35 mill, og hvor jeg ville få 25% af hans 10% kommission, hvis jeg ville arbejde for ham. Lysten til at opleve Fjernøsen er dog større.

10. marts: Tidligere leder af Hong Kong kontoret, Knud Westergaard, som nu er i Canada for Mejerikontoret, var på besøg, og vi spiste frokost på Pinden. Om aftenen var Benthe og jeg i Kinopalæet og se filmatiseringen af Kiplings Manden der ville være Konge. En fortræffelig film med gode skuespillere, selv om der ikke var meget af det lokalkolorit, som vi havde ventet os at se som introduktion til vores rejse i området undervejs til Hong Kong. Benthe har travlt med at samle brochurer om landene. Næste dag gav jeg banken instrukser om at købe for 25.000 kr obligationer - renten er nu på 14½%. Der er åbenbart ved at ske mytteri i den libanesiske hær, og en del muhammedanere har trukket sig ud og dannet egen front mod Israel. Der har også været en del kidnapninger. Om aftenen var vi hjemme hos sekretæren Jytte Lorenzen, som bor i en ganske hyggelig lejlighed i Ordrup. Hun havde gjort meget ud af besøget, og der blev drukket bravt. Lars faldt i søvn kl 19-21, og Ib blev også fuld og noget sentimental. Jeg nægtede at drikke efter maden, og blev noget upopulær. Benthe var ogå godt beruset.

12. marts: Jeg brugte en del af weekenden på at lave regnskab og selvangivelse. Det viste indtægter i 1975 på 195.000 kr, heraf løn 140.000 kr. Var også i Lee til kaffe og kage og blev enige med Sigfred om at fortsætte lejemålet endnu et år til kr. 1.100/md. Talte med Poul Erik Gregersen om ombygningen i Gudumholm, og vi var på Byggecentret for at vælge materialer. Jeg kørte så Benthe hjem, da Ulla er på besøg - hun er gravid og har en meget bister Skt. Bernhardshund.

18. marts: Der var møde i Forretningsudvlget, som godkendte Las Ehlertsen til Kuwait og mig til Hong Kong, medens beslutning om senere at blive Rejsende medarbejde ri Japan er udskudt. Jeg fik mine flybilletter - de kostede hver 5.500 kr, men LAU betaler 9.100 kr, som er prisen på en 1. klases billet, så vi har ca. 7.000 kr at bruge undervejs på turen, som går via Indien, Afghanistan, Nepal og Thailand. Jeg holdt et lille afskedsparty for Ib og Lars, som begge rejser næste uge.

21. marts: Poul Erik lavede en trækasse til vort flyttegods, ca. ½m3, som jeg pakkede. Over middag kørte Ove, Henrik, Jørgen og jeg til Århus for at se fodbold AGF-Hvidovre: 1-0 . Udmærket. Om aftenen var jeg på Rosenlund og sige farvel - de er temmelig mærkelige og vil ikke rigtig acceptere, at vi rejser. Peder og Kirsten var der også. Næste morgen sagde jeg farvel til mor og far, som gerne vil besøge os i Hong Kong, og da vi havde fået skrabt isen af bilen, kørte Benthe mig til Karup. På kontoret var Ib noget nedtrykt over, at han i morgen skal rejse til Kuwait. Der er igen blusset voldsomme kampe op i Beirut, og det rapporteres, at Hamra nu er under bombardement. Der var indslag i TV-Avisen fra Hamra. Om onsdagen spiste jeg frokost med Oscar Sand - min kusine Lizzies mand. Han taler også om Phillip Nassif - manden som tjener millioner af $ ved at skubbe på projekter, og som i Beirut tilbød mig at blive partner. Oscar prøver selv at få del i millionerne ved at formidle tilbud på et Turnkey Hotel. Torsdag den 25. marts flygter præsident Frangieh fra paladset i Babda til den kristne enklave i Jounieh. Poul Erik og Hanne flytter fra gården i Gudumholm, da han ikke vil betale for olie til opvarmning. Jeg skrev til ham om de penge, han fik til ombygning, og som han ikke har udført.

26. marts købte jeg en flaske hvid portvin for at sige farvel til kollegerne på LAU. Ringede til venner og familie og sagde farvel, bl.a. moster Gerda, som hav været syg i 3 uger. Derefter tog vi med toget til Snekkersten, hvor Knud Overgaard hentede os - vi var så til selskab, hvor også direktøren Lau Jensen samt Jørgen Holm, Udenrigsministeriet, som nok skal være ambassadør i Singapore. Vore pas er endnu ikke kommet tilbage fra Nepals ambassade i Bonn.

27. marts var jeg på Cook Rejsebureau kl. 09, og vore pas samt hotelkuponer og rejsechecks for $885 (overskud fra 1. kl billetterne - var klar. Vi tog i lufthanen og kl. 11.10 lettede vi med SAS DC9 til Rom på første del af den store rejse. Året 1976 fortsættes derfor under Hong Kong.

Selv om vi forlængst var rejst til Hong Kong - og hvor situationen om HK-kontoret evt. skulle lægges sammen med og flyttes til Tokyo, var uafklaret - blev der arbejdet på at få vort bohave ud af det borgerkrigsramte Libanon. Der var lagt op til, at det billigste ville være at sende bohavet fra Beirut til Japan. Pludselig kom der så en telex med et helt vanvittigt tilbud. på omkring 100.000 kr for at sende det til Grækenland. Enden på det blev, at med hjælp fra Abdul og hans gode kontakter til PLO-formanden Yasir Arafat, fik vi frit lejde til at køre kasserne til den urgamle by, Tyros i Sydlibanon. Herfra kom det - såvidt vi ved - med en fiskerbåd til Cypern og derefter til Grækenland. Efter vores hjemkomst fra Hong Kong, dukkede alle kasserne så pludselig op i Sæby - og uden så meget som en revne i hverken tallerkener eller glas eller andre mangler.

Bilen dukkede op nogle måneder senere. Min gode ven i Damascus, Nabil Shehadah, havde sendt én af sine folk til Beirut, hvor han fandt en støvet FIAT uden strøm, men fik den alligevel kørt til Damascus. Derefter kørte han så i bilen til Tyskland, hvor han som så mange andre syrere købte en brugt Mercedes. Skiolds forhandler i Bayern kørte den så til Sæby, hvor der var fællesmøde - og pludselig havde vi også vores dejlige bil igen!