1988

En video med pigerne fra vi hentede dem på børnehjemmet i Korea og de første par år i Gudumholm..

Pigerne
Det gik virkelig godt med pigerne, der hurtigt fik lært at tale dansk. Familien var altid imponerede, når vi var sammen, da pigerne opførte sig sødt og eksemplarisk. Det er nok de kvindelige asiatiske gener, slår igennem - måske kombineret med fravær af larmende børnehaver, rolig opvækst på landet, hvor moren er hjemme og sammen med dem hele dagen. Det er så et lille problem, at faren ikke er så meget hjemme..

Sverige: Anja og mor skræller kartofler til den grillede gedde, som Camilla fangede i søen.

I sommerferien tog vi sammen på tur til Sverige, som Benthe og jeg jo så tit har gjort. Igen i skønt vejr i en ensom hytte midt i de store skove ved en lille sø, hvor vi fiskede og fangede store gedder.

Det blev også til udflugter til Legoland, sejlture i kanoen på åen, vejfest med en gris ude fra Andreas (grisebedstefar) på spyd, besøg på gården af Camillas skoleklasse og masser af leg og dans på plænen og i havestuen.

Danpro
De første måneder var jeg ansat som eksportkonsulent i Nordjyllands Erhvervsråd på Vejgård Torv, hvor arbejdet bestod i at hjælpe lokale firmaer med hvordan man eksporterer. Samtidig forberedte jeg etablering af et selvstændigt handelshus, som på kommercielle betingelser skulle stå for eksporten af produkter fra nordjyske virksomheder.
Det fik navnet Danpro, og vi havde kontor i samme bygning på Vejgård Torv. Jeg ansatte en sekretær og lavede aftale med Andy Deininger i Stuttgart (min samarbejdspartner fra Finnrose tiden) om at være sælger i Sydtyskland. Nordjylland var på det tidspunkt et rigtigt "udkantsområde", hvor flere store arbejdspladser, bl.a. Aalborg Værft, blev nedlagt, så denne solstrålehistorie blev ivrigt dækket af pressen.
Børsen januar 1988
Aalborg Stiftstidende 24. marts 1988
Erhvervsbladet, 4. august 1988
Der var god lokal opbakning til projektet, og vi fik en del aktionærer.
Lokalradioen ANR kom også jævnligt forbi for at interviewe mig, ligesom jeg ved mange lejligheder blev inviteret til at holde foredrag om projektet. Sparekassen Nordjylland var største aktionær i Danpro, og brugte flittigt mig til at fortælle medarbejderne om hvordan eksport foregår ude i marken. Jeg holdt ofte foredrag sammen med betydningsfulde personer i området - ikke fordi Danpro og jeg var noget særligt, men fordi projektet var nyskabende for regionen. Et eksempel, hvor tidens innovative nordjyder var samlet: Foredrag

Danpros fungerede på den måde, at alle nordjyske virksomheder kunne henvende sig til os og bede om at vi fandt kunder til deres produkter. De skulle ikke betale noget, men hvis det lykkedes mig at finde afsætning af produkterne, så ville Danpro tjene ved salget. Det lyder jo meget godt, men i virkeligheden var det dødsdømt. Jeg fik nemlig så mange henvendelser på underlige produkter - som jeg jo var forpligtet til at bruge tid på - at det var svært at lave et seriøst salgsarbejde.

På møbelmesse i Køln, hvor vi havde fået samlet et sortiment af nordjyske møbler.

Mange af dem der henvendte sig var helt små firmaer - måske endda kun en enkelt person - som bad mig sælge deres varer. Det kunne være strikkede kjoler(!!), murbindere, stålbøjler, kroge til at hænge håndklæder på, vildmosekartofler, stålbygninger, ventekjoler, sikkerhedssko, fodvarmere, affaldsstativer, dyner, vandsenge, Gjøl trolde, barberblade, belysning osv. Jeg havde i første omgang valgt at koncentrere mig om Tyskland, men de store byggemarkeder og kæder køber ikke den slags små enkeltprodukter, men samarbejder med leverandører, som har et komplet sortiment af en varegruppe.

Der var jo ikke noget internet dengang, så jeg kunne blot slå op i telefonbøger og lignende for at lede efter eventuelle købere til alle disse varegrupper. Derefter ringede jeg til dem og forsøgte at få en aftale. Når jeg havde fået et vist antal aftaler, fyldte jeg bilen med vareprøver og kørte til Tyskland. Det gentog sig mange gange. Rigtig mange gange.

Det kunne godt være udfordrende først at overholde tidsplanen for besøgene, og så måtte jeg køre ind på en rasteplads og ringe, når jeg var blevet forsinket - vejarbejde og tæt trafik på de tyske motorveje fandtes også dengang. Jeg kunne heller ikke planlægge overnatning hjemmefra, så sidst på dagen måtte jeg igen finde en telefonboks og prøve at finde nummeret til et hotel i nærheden. Det gik ikke bare at dukke op, for det blev ikke betragtet som en seriøs kunde.

Senere fik jeg en Motorola telefon - den vejede nok et kilo - men ellers lettede det kommunikationen meget. Der fandtes også en håndbog, Rechts und Links der Autobahn med oversigt over små hoteller i byerne langs motorvejen. Den var meget værdifuld og blev næsten slidt op. jeg gav naturligvis hotellerne stjerner efterhånden som jeg kom frem.

I løbet af dette første år deltog jeg på udstillinger i Hannover, Stuttgart, Frankfurt, København, Herning og Utrecht i Holland. Desuden havde jeg en håndfuld bilture ned gennem Tyskland fra Hamburg til Stuttgart, hvor jeg undervejs besøgte potentielle kunder.

Ind i mellem lykkedes det at få en ordre, f.eks. engang på 5.000 dørlukkere og en anden gang på nogle hundrede refleksbånd, men det kunne på ingen måde dække omkostningerne.

I løbet af året prøvede vi at koncentrere os om færre produkter, hvor især møbler så ud til at have et potentiale.

Andet
Jeg kan se på kalenderen, at der i 1988 ikke har været megen tid til at være sammen med pigerne og i øvrigt andre gøremål. Jeg blev medlem af bestyrelsen i Kinell, Terndrup, som fremstiller en flot kollektion af ventetøj. Dette samarbejde skulle senere blive udvidet. Jeg nåede dog både Heidis konfirmation, vejfest på Torsvej, tur med pigerne i Legoland, kanoferie i Sverige samt besøg af Vibs og Abdul.