Sydafrika
Skiold havde et ganske lille salg til ØK i Sydafrika, men da det viste sig, at min flybillet til Nairobi ville blive lidt billigere, hvis jeg også rejste til Johannesburg - så greb jeg naturligvis muligheden.
Den 3. oktober 1977 fløj jeg fra Nairobi med BA B747 til Johannesburg. På vejen havde vi et flot udsyn over Mt. Kilimanjaro med sne på toppen. Jeg sad ved siden af en mrs. Eve Boswell, som åbenbart er en berømt sangerinde (som døde i 1998 i Durban, Sydafrika).
Solen skinnede i Jo'burg og tingene fungerer her: Der er endog en bus ind til en terminal i byen, hvorfra jeg så tog en taxa til Hotel Carlton - et nyere hotel i midten af byen. Efter et bad gik jeg hen til eksportstipendiaten 2 blokke herfra. Under hotellet er der 166 butikker, som jeg kom forbi, bl.a. en imponerende boghandel med flotte bøger med fotos fra landet, dyrene og befolkningen. Jeg købte en bog af den lokale forfatter, Wilbur Smith, "When the Lion Feeds". Efter et udmærket måltid gik jeg op på værelset for at skrive til Benthe, men da jeg lige ville se nyhederne på farve-TV'et, faldt jeg i søvn. Den gode flaske vin til aftensmaden havde sløvet noget..
Den 4. oktober stod jeg op kl. 06 efter en temmelig lang søvn. Jeg skrev breve og samlede brochurer til dagens møder. Startede kl. 09.30 hos eksportstipendiaten Henning Bøgekjær. Vi kørte så ud til Kongskildes afdeling, hvis flinke direktør Eric Halliway tog os ud til Isando Feed Factory. Meget interessant. På fabrikken var der baderum, omklædningsrum og cafeteria, hvor de sorte arbejdere fik en tallerken med pop (posh majsgrød) og gullasch for en pris af 60 cent (ca. kr. 4,20). Vi spiste selv bagefter i funktionær kantinen, hvor der også kom sorte, og fik ris og gullasch + vand, altså stort set det samme som de sorte arbejdere. Der er mange sådanne fabrikker her, der gør meget for at hjælpe de sorte - der er bl.a. også en lægeklinik med daglig gratis konsultation. Der er dog også andre, som udnytter arbejdsløsheden blandt de sorte og behandler dem meget ringe. Det i Europa udskældte apartheid-system er dog ikke helt så enkelt, som modstanderne gør det til. F.eks. besøgte jeg senere nogle krydderifabrikker, hvor de bruger vores kværne til at formale krydderier. Ejerne er alle af indisk afstamning, og de behandler deres indiske arbejdere nærmest som slaver. Det er som om, at hvis en hvid gør den mindste uretfærdighed overfor en sort, så er det apartheid. Men hvis en sort eller en inder gør den samme uret overfor én af sin egen race, ja så er det bare normalt.
Den 5. oktober fortsatte jeg sammen med Henning rundt hele dagen til møder med forskellige kundeemner. Dejligt solskin og frisk luft. Visse dele af byen minder om det moderne New York, medens andre områder er mere som Wild West. Der er dog rent og pænt de fleste steder. De sorte må kun komme ind i byen i "lovligt" ærinde. Om aftenen fik jeg en dejlig sirloin steak og en flaske vin.
Den 6. oktober skulle jeg til ØK i Durban og tog chancen i lufthavnen som stand-by. Det lykkedes at komme med SA Airbus kl. 08.30. I Durban tog jeg direkte på hotellet, The Edward, som er et gammelt herskabeligt hotel lige ved stranden. Personalet er ualmindelig elskværdigt (de fleste er indere). Kl. 10.30 var jeg på ØK's kontor og mødte deres lokale mand, mr. Juckes. Bortset fra en besøg hos en mulig rørbukkekunde, var vi ellers sammen til kl. 18.30. Vi var i Pietermaritzburg og se en inder-fabrik for split peas, hvor de anvender vore kværne. Meget smuk tur over bjergene dertil - alt er meget grønt, blomster på vejskråningerne og mange træer står i fuldt flor. Byen er ganske stor og livlig, solen skinner, men det er lidt fugtigt. Om aftenen spiste jeg kinesisk her på hotellet - det var ganske godt.
Den 7. oktober besøgte jeg igen er ærtefabrik - også en inder, men muslim. Han var så gæstfri, at vi næsten aldrig var kommet derfra igen. Derefter var jeg sammen med mr. Burbridge resten af dagen. Først så vi en kyllinge- og svinefarm med eget foderanlæg. Frokost på Cabana Hotel - et flot sted i spansk stil ved nordstranden - dejlig mad (jeg fik hommus) og fantastisk vin. Så kørte vi ellers ud til et afrikansk turistmarked, som dog ikke var noget særligt. Igen må man beundre de flotte vejsider og haver med strålende blomster og velholdte plæner. I området her gror der sukkerrør, som vi så blive plantet og høstet. Derefter snakkede vi lidt på hotellet, og vi spiste smorgasbord til aftensmad. Sildene var dog noget salte, næsten som de islandske, men ellers godt, og vi fik en masse øl og snaps til. Jeg blev dog lidt søvnig af det, men B.snakkede løs. Han kørte hjem kl. 23.
Den 8. oktober om morgenen kl. 08.15, med en smule hovedpien, gik jeg ind i byen - hotellet ligger på strandpromenaden, men kun få hundrede meter til hovedstrøgene West og Smit. Der var flere interessante ting i Africa-Curio butikkerne, men det kniber med plads i kufferterne, som har 8 kg overvægt. Kl. 10 pakkede jeg og kl. 11 kom Juckes. Vi kørte så til en krydderifabrik, som har 6 Skiold kværne. Meget interessant, men jeg skulle nyse hele tiden. Jeg fik et par poser, bl.a. stærk karry. Det var igen en inder, og de ansatte var overvejende indere. De fleste farvede behandles mindst lige så godt af hvide, som af indere, for jeg skal love for, at han havde kommando-tonen på over de ansatte, selv om han forekommer at være nogenlunde liberal. Han mener, at den separate udvikling i SA er i orden og henviser til, at flere farvede har bedre vilkår her end i UK eller andre lande. Vi har set nydelige indiske boligområder - villa med have - og der bygges også pæne kvarterer til de sorte. De fleste mener her, at det ikke vil være muligt at blande racerne pga de store skel i folks udvikling og mentalitet. Jeg mener dog stadig, at det bør kunne lade sig gøre at bedre forholdene for de sorte, der er uddannede og velstående, så de ikke tvinges til at leve sammen med "pøblen" af de sorte i Townships. Ideen med Homelands for de sorte lyder naturligvis besnærende, men i praksis har den ikke særlig succes. I hvertfald er der ingen lande, der har anerkendt Transkei, som vel for 1 år siden blev et selvstændigt land. Flere sådanne følger. Det kan kun vække beundring, hvordan landet ellers er udviklet. Moderne, velbyggede kommunikationsnet, stor industri og generelt et indtryk af velstand og ordnede forhold, De sorte har lagt hænderne til, men de har det tilsyneladende godt, bortset fra de få veluddannede, som kender andre forhold. Det ville dog ikke være muligt at nå disse materielle fremskridt uden den hvide mands initiativ og investeringer. De farvede (indere ol) er en slags mellemklasse, håndværkere, formænd, forretningsejere ol. Løn til sorte er Rand 30/ugen, men så betales ingen skat, lav husleje (ca. R.8/md) og gratis skoleundervisning, hospital etc. Et generelt problem her er åbenbart, at hushjælp ofte får besøg af boyfriends og uden videre får børn med hvem som helst. For at giftes forlanger forældrene et vist beløb for pigen. Mange sorte har biler, især Valliant modeller, og det siges, at hver 5. har en bil. Generelt er folk her meget venlige, hjælpsomme og imødekommende. På The Edward var det helt overvældende med en personlig service uden lige. F.eks. bad jeg portieren om en avis første dag, og næste morgen blev den nye udgave bragt op kl. 07 sammen med et glas friskpresset juice - og sådan var der hver morgen. De fleste gæster på hotellet var indere, som der er ca. 300.000 af i Durban - og 1 mill i hele Natal provinsen.
Ærlighed: I lufthavnen bad jeg en sort sende nogle postkort, og jeg gav ham penge til frimærker. Han kom og viste mig kortene med frimærker på! I øvrigt er afgangshallen i Jo'burg upraktisk, da den kun rummer et cafeteria. Alt andet er udenfor bygningen: Posthus, bank og Duty-free butikker.
Jeg fløj med SAA Airbus 300 Durban-Johannesburg og med Swiss Air DC10 Jo'burg til Dar Es Salaam.