1997
Den 1. halvdel af 1997 boede vi i sommerhus i Truust, og lige inden vi rejste til USA, købte vi det lille sommerhus på Skovagervej. Her kune vi så bo, når vi returnerede i juni 1978. Det blev til mange dejlige år i skoven!
Efter flytningen til sommerhuset i Truust måtte Anja også skifte skole. Hun kom i 7. klasse på Fårvang Skole. Camilla fortsatte på efterskolen i Skals. Jeg fortsatte med mine kunder og rejser, bl.a. 4 rejser til Letland/Lithauen og 7 ture til Tyskland og Holland. Jeg kom tilbage fra den sidste tur til Riga en uge før afrejsen til New York, så vi nåede lige at flytte tingene fra Truust til Skovagervej. De over 100 flyttekasser + møbler fra Gudumholm stod stadig på lageret i Aalborg.
Jeg aftalte med mine brødre, at de skulle være posthus under vores rejse: Bjarne skulle videresende den post, der kom til mig, og Ivan skulle kopiere og rundsende de rejsebreve, som vi ville sende hjem. Jeg skrev også til min ven i Washington, Imad Abu Saleh - som jeg havde leget med under mine mange rejser til Baghdad, da han var barn. Lidt tanker om vore planer - og måske kunne han hjælpe os med at købe en brugt autocamper.
Den 24. juni læssede vi vores bagage på anhængeren, og Bjarne kørte os til Tirstrup lufthavn. Nu skulle vores 12 måneders eventyrrejse begynde. Se billeder og læs vore rejsebreve her.
I mellemtiden havde køberen af vores ejendom i Gudumholm klaget over, at Scanergi. oliekedlen ikke virkede, og at han ville tilbageholde neget af betalingen. Jeg gjorde indsigelse i en fax til min gode ven, Anders Hjulmand, som havde stået for handlen. Sagen fortsatte imidlertid, og da vi kom hjem fra vores 1-års rejse, endte det som en retssag. I første omgang ved byretten i Viborg, hvor en søvnig dommer gav min køber medhold i, at det var min skyld, at oliekedlen var gået i stykker. Min forsvarer fra firmaet Hjulmand var advokat Jacob Axel Nielsen, som senere blev konservativ sundhedsminister. Han var lige så overrasket som jeg selv, og hvor jeg var indstillet på at opgive, for ikke at skulle betale flere sagsomkostninger, så var han overbevist om, at vi skulle anke til Landsretten. Det gjorde vi så, og her var en kvik kvindelig dommer, som gav mig medhold, så sagen hermed var ude af verden.
Ellers nød vi tiden i nærheden af familien, og mellem rejserne var der mange sammenkomster. Vi holdt også selv en afskedsfest på plænen ved sommerhuset i Truust, hvor vi fik sagt farvel til familie og venner - med nogen vemod, men også i en frihedens glædesrus over at vi nu i lang tid ikke havde kundebesøg, aftaler, telefoner, møder eller andre forpligtelser. Hvad der egentlig ventede forude, gjorde vi os kun få konkrete tanker om.
På en indkøbstur til Bjerringbro sammen med Camilla kørte vi lige forbi Skibelund. Der ligger et skovområde, hvor jeg som dreng havde leget røver og soldater mange gange, og jeg havde i avisen set, at der var et sommerhus til salg. Jeg vidste slet ikke, at området var blevet udstykket, så jeg var nysgerrig efter at gense bakkerne. Det viste sig at være en fin lille hytte, næsten gemt mellem en masse kæmpe store grantræer. Benthe havde også set annoncen, og vi kontaktede ejeren. Det var en enlig mand, Henrik, som gik meget op i fugle og i haven, og som ellers var fiks på fingrene. Vi blev hurtigt enige og skrev skødet under den 30. maj. Så havde vi i det mindste et sted at bo, når vi kom tilbage fra turen.
For at det ikke skulle stå tomt, så udlånte vi huset til min kusine Tove og manden Kaj, som i øvrigt også havde overtaget vores hund, Line.