2001
Vi anlagde have og ny terrasse, jeg havde et meget aktivt valgår som formand for Konservative, Camilla fik ny kæreste og jeg var på en uges spændende højskole om Livskvalitet.
Dødsfald
Efter vi i 1998 flyttede tilbage til Bjerringbro, var jeg næsten dagligt på besøg i barndomshjemmet på Stærkærvej. Vi var også på flere udflugter sammen, og hun fulgte ivrigt med i byggeriet på Skovagervej. Efter mere end 30 års fravær fra byen, var det skønt at være tæt på min mor igen. Hun var for det meste i godt humør og så det positive i tilværelsen, selv om hun havde haft mange hårde år med først at at passe min syge bedstemor og derefter min far, der døde i 1982. Da jeg var barn, husker jeg hende som en yderst arbejdsom og kærlig mor, der tog al slags arbejde - som kogekone, kartoffelhøster, servetrice på Madsens Hotel, rengøring, ekspedient hos Mortensens manufaktur.
Hun forkælede mig nok lidt, da jeg jo var efternøler med næsten 10 års afstand, og jeg husker min barndom som en god tid - selv om min egenrådighed nok ind i mellem har voldt lidt bekymringer. Jeg fik derfor stort set lov til alt, hvad jeg selv kunne finde på - med de begrænsede materielle midler, der dengang var mulige - og var da også heldig med at undgå at løbe ind i større problemer. Min mor var også meget glad for vore to piger, som ofte var på ferie hos hende, hvor de vistnok blev endnu mere forkælede, end jeg selv var.
Jeg var virkelig ked af det, da hun døde, og det tog nogen tid at komme over det.
Tale ved min mors begravelse
I min kalender er der næsten hver uge mindst ét møde i den Konservative Vælgerforening - ikke mindst fordi der er kommunalvalg den 20. november. Her fordoblede liste C stemmetallet, og både Aage Koch-Jensen, Jytte Kjær og Søren Pape Poulsen blev valgt ind i byrådet. Vi havde store forventninger til, at Søren Pape Poulsen var manden, der kunne sikre en ny generation af konservative i Bjerringbro Byråd. Her i 2001 blev han valgt for første gang.
Vi havde også været meget aktive med arrangementer, bl.a. sommermøde på Palstrup Gods, hvor den nyudnævnte formand, Bendt Bendtsen, skulle tale. Desværre kan jeg ikke åbne CD'en med billeder fra mødet, men her er nogle (få) af årets dokumenter:
Årsberetning
Kandidatreferat
Indbydelse til sommermøde Palstrup
Aktivitetsplan for sommermøde Palstrup
Konservativt valgprogram
Jeg fortsatte mine spansk-studier, badminton og web-kurser på Silkeborg Handelsskole.
Benthes afdeling på Grundfos skal flyttes til Ungarn, så hun tager derned i 2 uger for at instruere de nye folk. Imens tog jeg en uge på højskole på Djursland, hvor temaet var den meget omtalte læge Søren Ventegodt og hans Institut for Livskvalitet. Det var en stor oplevelse. Som med mit Karsten Mørch-kursus i Personlig udvikling var jeg også her langt fra temaets målgruppe, men fik utrolig meget ud af det. De typiske deltagere var kvinder med forskellige mindreværdskomplekser, frustrationer, skjulte barndomstraumer etc. SV´s tilgang er holistisk, og om aftenen havde vi meditation med røgelse og dejlig citarmusik.
Efter et par dages "opvarmning" til at forstå hans filosofi, blev vi enkeltvis inviteret op på podiet, hvor han med stor finfølelse spurgte ind til det punkt, hvor han følte, der var noget mørkt gemt i sindet. Det var forbavsende at opleve, hvordan flere af mine medkursister pludselig erindrede skjulte traumatiske blokeringer i deres sind, som de hidtil havde fortrængt, og hvordan de derefter fik et helt andet opklarende glimt i øjnene. Jeg prøvede også selv, men da SV ikke rigtig nåede frem til noget, kunne jeg konkludere, at det nok var ham, der havde skjulte traumer. Det bekræftede han også, og det fremgår tydeligt af hans bøger, som vi fik udleveret på kurset. Her er introduktionen til bogen Livfilosofi, der helbreder:
Hvis vi ønsker livskvalitet og et godt helbred, må vi også sørge for at have en personlig livsfilosofi, der understøtter livet og ikke nedbryder det. Læger og hospitaler kan hjælpe os over akutte sygdomme, men kun med konstruktive livsholdninger kan vi holde os raske i det lange løb.
Lægen og livskvalitetsforskeren Søren Ventegodt fortæller om sammenhængen mellem stof, liv og bevidsthed ud fra personlige historier fra sit liv og sine rejser. Han beretter om en samtale med Dalai Lama og fysikeren Holger Bech Nielsen, om stuegang hos de stolte hjertelæger og deres triste og kærlighedsforsømte patienter, om at være druknedøden nær i en storm på Det indiske Ocean, om cellernes indbyrdes samtale og en firewalking der gav vabler, om sine egne erfaringer med at gå i psykoterapi og kropsterapi, om kvantefysik og bevidsthed og et videnskabeligt møde om livets spontane orden. Alt sammen brikker til en ny bevidsthedsorienteret sygdomsmodel.
Et par dage efter kurset havde vi bestyrelsesmøde i Vælgerforeningen, og her oplevede jeg i praksis, at jeg havde fået meget ud af kurset. Billedlig talt så følte jeg, at jeg i omgangen med andre måske tidligere havde været lidt som en firkantet bold, der skulle trilles i mål, medens jeg nu var blevet rund og glat, så vejen til målet var meget lettere og mere harmonisk for alle parter. Hvor meget, der er blevet hængende her en snes år senere, er så et andet spørgsmål.
På højskolen mødte jeg bla. nogle nordmænd, som senere inviterede til fjeldvandring i Sandefjord-området. Det. blev til en hyggelig weekend i den flotte natur i Sydnorge.
Vi bor jo i et sommerhusområde, hvor det ikke er tilladt at opholde sig hele året. Vi købte derfor den billigste lejlighed i Bjerringbro, Brogade 3, 1.sal (den tidligere telefoncentral), som vi nu sætter i stand. Så kan Anja bo der, medens hun gør sit studie som Social- og Sundhedshjælper færdigt. Camilla læser samme sted, blev desuden kæreste med Michael, og de flyttede sammen i Viborg.
Arbejdsmæssigt havde jeg mange opgaver for Aalborg Træindustri, men de fleste kunne heldigvis klares fra computeren her i skoven. Jeg var dog sammen med Mogens på en håndfuld hyggelige ture til Holland og Tyskland, hvor vi havde fået genopbygget gode markeder.
I mine julebreve fortæller jeg mere om begivenhederne i årets løb: